I juli 1999 fik freelanceren Chris Baty en idé til et skrive-projekt: Han ville skrive en bog på en måned – og han ville udfordre sine venner til at gøre det samme. Det blev startskuddet til den første National Novel Writing Month – senere kendt som NaNoWriMo. Det første år var der 21 deltagere, og de var enige om, at målet var at skrive 50.000 ord på en måned, svarende til ordtallet på en mindre roman.

Året efter blev begivenheden flyttet til November for at drage fordel af en måned, der alligevel var mørk, kold og kedelig. Der blev introduceret en internetside – udviklet af én af Baty’s venner – for udveksling af ideer, tanker og peptalks, og dette år var der 140 deltagere fra flere forskellige lande. I 2005 blev NaNoWriMo officielt registreret som en nonprofit organisation, og i dag sidder næsten en halv million deltagere klar ved tasterne hver november for at nå deres mål og skrive 50.000 ord. På nanowrimo.org finder de tips til at skrive eller overvinde skriveblokering, information om lokale begivenheder og write-ins samt forskellige forums, hvor de kan udveksle tanker, ideer, sjove indfald og mærkelige tastefejl – også kendt som ‘nanoisms’.

Den flittige skribent kan selvfølgelig ikke nøjes med at tæske løs på tasterne én enkelt måned om året, og derfor er konceptet udviklet til også at omfatte to årlige camps – en i april og en i juli. I CampNaNoWriMo er der ikke nogen forums, men man kan blive tilknyttet en “hytte” (cabin) med op til 11 deltagere, der kan diskutere og støtte hinanden undervejs.

Under CampNaNoWriMo er man mere frit stillet, når man sætter sit mål – man behøver således ikke nødvendigvis at sætte sig for at skrive 50.000 ord. Det kan være, at man vil skrive flere eller færre ord. Måske vil man slet ikke skrive, men vælger i stedet at redigere sit udkast fra november. Måske har man ikke lyst til at skrive en roman, men brænder for at få en fagbog ned på papiret? Eller måske vil man fatte tegneblyanten og kaste sig over en graphic novel? Mulighederne er uendelige – det vigtigste er at sætte sig et mål for måneden og forfølge dét mål.

Jeg har deltaget i NaNoWriMo siden 2011, og jeg har nået mit mål på 50.000 ord de sidste tre år. Jeg har deltaget i camp’en siden juli 2013 og har vundet seks gange siden da. “Hvad vinder man så?” er der mange, der spørger. Det er ganske enkelt: Man vinder stoltheden over et stort stýkke arbejde, glæden ved at være kommet godt i gang (eller videre) med sit projekt og æren ved at nå det mål, man har sat sig (som vinder får man også adgang til forskellige fordele og rabatter, f.eks. på skriveprogrammer som Scrivener eller Dabble).

Om ganske få dage står en ny camp står for døren, og denne april har jeg sat som mit mål at læse sidste korrektur på min første fantasy-roman – alle 378 sider! Manuskriptet er printet og ligger klar. Facebook er opdateret med deltagerbadge og coverbillede. Blyanten er spidset. På søndag går det løs – ønsk mig held og lykke!