For mange år siden forsøgte jeg at indføre et forbud derhjemme: Det var strengt forbudt at indlede en sætning med ordene: “Jeg skal lige…” Hvorfor jeg fandt på at indføre denne regel dengang, er jeg ikke længere helt sikker på. Og det virkede vist heller ikke. Men jeg er derimod helt sikker på, at mange af os ville have virkelig, virkelig godt af at efterleve sådan en regel i det daglige.

For vi kender det jo alle sammen: Overspringshandlingerne. Når du står overfor en opgave eller en alenlang todo-liste, så er der altid ét eller andet, du lige skal ordne først:

“Jeg skal LIGE sove 10 minutter mere, SÅ står jeg op…”
“Jeg skal LIGE drikke én kop kaffe til, SÅ går jeg i gang med opvasken…”
“Jeg skal LIGE tjekke facebook og se den her sjove kattevideo, SÅ går jeg i gang med min rapport, der skal afleveres på fredag…”
“Jeg skal LIGE se tingene fra en anden vinkel – og en tredie, og en fjerde – SÅ går jeg i gang med mit byggeprojekt/min jobsøgning/min oprydning/min store roman…”
Og så videre.
Og så videre.
Og så videre.

Du kan lige så godt se det i øjnene: Du får ALDRIG lyst til at gå i gang med din todo-liste eller det store projekt til på fredag. Motivationen kommer ikke af sig selv, bare fordi du venter på den. Der er ALTID en overspringshandling, der venter i kulissen og lokker dig til at udsætte de ting, som du egentlig skal have lavet. Og det gælder ikke kun de kedelige og trivielle ting på todo-listen. Selv de mest spændende og vigtige opgaver bliver rask væk udsat til fordel for mere eller mindre lødige overspringshandlinger, og i samme takt bliver der længere og længere til de mål, vi har sat os.

Hvorfor gør vi det så? Det er en udbredt misforståelse, at overspringshandlinger skyldes dovenskab, slendrian, uordentlighed og alskens andre negative egenskaber, som vi kan slå os selv oven i hovedet med, når vi ikke får tingene gjort.

Men det er ikke rigtigt. Overspringshandlinger skyldes hverken dovenskab eller slendrian.

Faktisk er det lige modsat. Overspringshandlinger skyldes meget ofte en dyb perfektionisme og et engagement i at gøre tingene så godt som overhovedet muligt. Desværre kan denne perfektionisme resultere i, at vi bliver overvældede: Hvordan i alverden skal vi kunne gå i gang med opgaven, der ligger foran os? Hvordan skal vi nogensinde kunne gøre det godt nok? Vi bliver stressede. Vi føler os lammet af frygt. Det er en frygt for resultatet af vores handlinger. For hvad nu, hvis resultatet ikke er godt nok? Hvis det ikke er perfekt? Eller ligefrem forkert?

Så er det nemmere at kaste sig over et eller andet andet: Blomsterne skal vandes, mailen skal tjekkes, og vasketøjet skal lægges sammen. “Det ordner jeg lige – og SÅ går jeg i gang!” siger du til dig selv. Men undervejs støder du på tusind andre ting, der også liiiiige skal gøres, og inden du får set dig om, er dagen gået, og du har egentlig fået ordnet en hel masse ting.

Undtagen det projekt, der stod øverst på din liste.

Så skælder du ud på dig selv for at være dum og doven, og du havner i en endeløs spiral af stress og frygt.

Når vi har tendens til overspringshandlinger, har vi ofte samtidig en tendens til at overtænke hele processen omkring det projekt, som vi gerne vil i gang med. Vi belyser sagen fra alle sider og vinkler og kanter, gennemtænker samtlige mulige løsninger i hele verden, forsøger at lægge den perfekte plan for udførelsen. Et kendt Lennon-citat rinder mig hu: “Life is what happens when you’re busy making other plans.”

Der er i og for sig ikke noget galt med planer. God planlægning er en forudsætning for at nå sine mål, og det er vi selvfølgelig alle interesserede i. Men en forkert planlægning kan være lammende og i stedet resultere i overspringshandlinger og kuldsejlede projekter. Her kan det ofte være bedre blot at kaste sig ud i det: Når du står overfor et projekt og frygter, om du kan skabe et resultat, der er “godt nok” – eller frygter, om du kan magte opgaven – eller frygter at blive alt for overvældet af opgavens omfang – så skal du stoppe din planlægning. I stedet for at spørge: “Hvordan skal jeg løse denne opgave?” skal du i stedet stille spørgsmålet: “Hvornår kan jeg gå i gang?”

Uden tanke for slutresultatet. Men også uden at du liiiige skal tjekke den der sms, der løb ind, eller hente en snack, eller ringe til din mor eller hvad det nu er, du kommer i tanker om. Inden du går i gang, skal du sørge for, at du har, hvad du skal bruge – redskaber, værktøj, kaffe, vand, snacks og så videre. Luft hunden og luk katten ud. Sørg også selv for at træde af på naturens vegne, hvis det er nødvendigt. Sluk mobilen og luk ned for mailen.

Og så går du i gang.

Det kan godt være, at du kun kan afsætte en halv time til dit projekt, og du når hverken at blive halvt eller helt færdig, og du er slet ikke sikker på resultatet, og du er usikker på, hvordan du kommer videre, og hvad nu hvis…? Men når først du er gået i gang, og den halve time er gået, vil du føle dig lettet – og så spørger du dig selv: “Hvornår kan jeg gå i gang næste gang?” Du vil hurtigt opdage, at du på den måde selv kan skabe din motivation (der som bekendt ikke bare kommer af sig selv).

Jeg ved godt, at det stadig kan være svært at komme i gang. Du skulle bare vide, hvor længe dette blogindlæg har været undervejs (en hel måned, for at være præcis)! Der var utallige småting, jeg liiiige skulle ordne, katten skulle fodres, opvaskemaskinen tømmes, kalenderen opdateres, mailen organiseres, bøger læses… Jo, det kan være rigtig svært at komme i gang, men her er et par tricks, du måske kan bruge:

  1. Begræns den tid, du vil bruge på opgaven lige nu. Sæt uret på f.eks. en halv time. Når uret ringer, skal du stoppe. Også selvom du har lyst til at blive ved. Dét er den motivation, der hjælper dig i gang næste gang.
  2. Beslut dig for et mindre delmål og tag fat på det. Det kan godt være, at der skal ryddes op i hele garagen, men hvad med at begynde med én hylde? Sæt dit ur på en halv time og gå i gang med øverste hylde til venstre. Inden længe har du skabt momentum og kan næsten ikke holde dig væk fra garagen for at fortsætte din oprydning.
  3. Tæl ned fra fem og sæt dig i bevægelse. Dette er en teknik, som er udviklet af Mel Robbins, og som (meget opfindsomt) kaldes 5-sekunder reglen. Den vil jeg fortælle mere om i et senere blogindlæg, men kort fortalt er tanken den, at hvis du går i gang med din opgave indenfor fem sekunder, når din hjerne ikke at begynde at finde på undskyldninger for at lade være. Det lyder simpelt, og det er det. Ikke altid nemt – indrømmet – men simpelt.

Et af mine yndlingscitater omkring overspringshandlinger er skrevet af Neil Fiore. I The Now Habit skriver han:

“The choice is not working or not working, but which type of work; even feeling guilty because of procrastinating takes some effort. When you commit to a goal, you’re committing to a form of work that brings ongoing rewards. When you procrastinate, you’re choosing a self-punishing form of work.”

Det er en god huskeregel: Du kommer på hårdt arbejde, uanset om du laver overspringshandlinger eller ej. Både overspringshandlingen og projektet kræver energi, men overspringshandlingernes energi er negativ, så hvorfor ikke vælge i stedet at bruge energien positivt og arbejde for de mål, du har sat dig?

Der er ikke noget bedre tidspunkt end nu.