Det er 1. juli – og der er sat kryds i kalenderen. Det er endnu en gang tid til Camp NanoWriMo, og mine karakterer venter spændt på, hvad der nu skal ske i deres fortælling. Ligesom jeg også gør det. Jeg glæder mig særligt til campen denne gang, for det er den første camp i rigtig lang tid, hvor jeg tager fat på helt nye historier – omend i et gammelkendt univers. Mit mål denne gang er nemlig at skrive 50.000 ord på fortsættelsen til historien om Lutzo: De flygtede.

Ved afslutningen af Lutzo 1: Mangharias Arving, har Lutzo og Matti fuldført deres rejse og nået deres mål (uden at jeg her skal afsløre, hvad deres mål var – det må du have til gode, når du læser bogen). Men tingene tager en ny drejning, da de nu er på flugt fra soldaterne og de folk, der stadig er tilhængere af den onde Kaptajn Relog – og en ny opgave venter de hårdt prøvede venner…

Mere vil jeg ikke fortælle om handlingen nu, selvom jeg har en idé om, hvor historien og rejsen vil ende. Det kan også meget vel være, at Lutzo, Matti og deres nye venner ender et helt andet sted. Måske finder de på at skifte retning, måske møder de uforudsete forhindringer eller får uventet hjælp, måske foretager de sig lige pludselig alle mulige slags krumspring, så historien tager en helt ny drejning, som jeg ikke havde forestillet mig i min vildeste fantasi.

Lige præcis dét er for mig den største fascination ved at skrive: Når personerne får deres eget liv og deres egen vilje, og det eneste, jeg kan gøre ved det, er at taste løs for at fortælle alt det, de siger og gør. Det er det bedste ved at begynde en ny fortælling, og det er det, jeg glæder mig til denne juli. Det bliver dejligt at følge mine karakterer på deres videre færd i den verden, som jeg har skabt. Jeg skal sætte helt nye fortællinger i spil, hvor jeg i de sidste mange camps har koncentreret mig om redigeringsarbejde.

Men hvad så, når historiens karakterer ikke rigtig gider? Hvad skal man gøre, når historien går helt i stå, og personerne sidder bare der og snakker og drikker te, og der sker ingenting, og måske kan personerne ikke engang finde på noget at sige, og den blanke side på computerskærmen stirrer hånligt og tomt på mig, fordi jeg ikke kan finde på noget?

Hvad gør man, når den uundgåelige skriveblokering sætter ind?

Her er et par tip, du kan bruge, når din historie ikke synes at ville rokke sig ud af stedet:

  1. Hold op med at skrive og gå en tur
    Du skal ikke være bekymret for, at du “spilder” din dyrebare skrivetid på at slentre rundt i den nærmeste park. Når du går, gør du noget godt for både dig selv og din historie. Mens du går, kommer din hjerne nemlig på arbejde. Der udskilles endorfiner, som gør dig glad – dem kender du sikkert allerede. Men under din gåtur udskilles der også et protein, der hedder BDNF. Det står for Brain-Derived Neurotrophic Factor, og det hjælper din hjerne med at skabe nye forbindelser mellem hjernecellerne. Du får skærpet din indlæringsevne og får mere klarhed. Jeg har næsten ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået løst en hårdknude i min historie eller kommet i tanker om en ny scene i fortællingen, mens mine fødder bare gik og gik – så husk endelig en notesbog, når du går. Hvis du mangler motivation eller inspiration til at Gå tur kan jeg varmt anbefale Anna Skyggebjergs dejlige bog af samme navn. Du kan snildt have den med i lommen, mens du spadserer.
  2. Skriv om noget andet
    Læg din fortælling fra dig for en stund. Igen skal du ikke bekymre dig om, at du bruger din skrivetid på andet end det, du havde tænkt dig. Det er en god skriveøvelse at udvælge en af dine bipersoner og skrive lidt om ham eller hende. Det kan sagtens være, at personen er komplet ligegyldig for den store historie, men du vil opdage, at du alligevel kender ham eller hende rigtig godt. Personen er et sted derinde. Du kender hans fortid, hans tanker og hans drømme. Du ved, hvordan han ser ud. Du ved, hvad der er sket i hans liv, og hvad der har bragt ham derhen, hvor han er nu. Så ja, måske er han ubetydelig for den fortælling, du ellers arbejder på, men han har sin egen fortælling, og når du får den ned på papiret, får du samtidig et dybere kendskab til det univers, som du arbejder med. Ikke mindst overvinder du din skriveblokering. Pludselig opstår der nye ideer til dit skriveprojekt. Og bipersonens fortælling, som hjalp dig igang? Ja, måske kan den en dag blive til et nyt projekt. Jeg har selv for nylig oplevet, hvordan jeg under en af mine tidlige morgenspadsereture pludselig havde en klar idé om en af bipersonerne i Lutzo, nemlig Lutzos bedstefar Kono. Manden optræder praktisk taget ikke i historien om Lutzo, men hans liv er spændende og kan godt gå hen og blive til en novelle en dag…

I løbet af juli måned vil jeg komme med flere tips og tanker omkring det at skrive. Men lige nu skal jeg ud på en rejse. Jeg skal en tur til Mangharia og se, hvad der videre sker med Lutzo og hendes venner. Jeg vil benytte lejligheden til at invitere dig – hvis du som jeg elsker at skrive – til at tage med mig til fantasiens land og Camp NanoWrimo!