Da jeg udgav min digtsamling, var jeg ret nervøs. Det gjorde mig også lidt beklemt, da jeg offentliggjorde mit første blogindlæg, og det var med en vis bæven, at jeg lavede mit første opslag på min facebookside og kaldte mig selv “forfatter”. Der er sådan set ikke noget mystisk ved al denne uro over at vise verden mine tekster. For det er mit hjerteblod, jeg øser ud over siderne, når jeg skriver.

Men verden skal se det, og så skal det dælme være perfekt! Sådan kan alle sikkert have det, men det er sikkert ikke den mest hensigtsmæssige tilgang til tingene.  Denne evindelige trang til perfektionisme kan gøre os bange, og frygten kan lamme os og få os til at stikke hovedet i busken. Eller sandet.

I skriveprocessen kan du nemt fortabe dig selv i talløse smårettelser, korrekturer, omskrivninger og sproglige tilpasninger. Fra tid til anden kan jeg gribe mig selv i at bruge en stor del af min dyrebare skrivetid på at rette på formatteringen, og det var jo ikke lige det, der var meningen, vel?

Hvis du har tendens til at ofre fortælleglæde, plot og skønne sprogblomster på perfektionismens alter, så har jeg et skrivetip til dig: Bliv en del af NaNoWriMo. Det lyder da ganske enkelt, ikke? Næsten for nemt, tænker du måske. Men det skønne ved NaNoWriMo er netop det befriende ved det uperfekte, som i høj grad dyrkes i de vanvittige måneder, hvor man bliver ét med tastaturet for at nå at skrive et absurd højt antal ord hver eneste dag.

Der er selvfølgelig ingen, der kigger dig over skulderen og tjekker dit ordtal. Men der er heller ingen, der dømmer det resultat, der kommer ud af skriveriet. Ingen forventer en ny bestseller eller stor verdenslitteratur. Det, det drejer sig om, er det vigtige første udkast – og som Hemingway udtrykte det: “The first draft of anything is shit!” Du har ingen anden dommer end dig selv. Og den dér lille kritiker, der sidder indeni dig og kræver et perfekt resultat? Ja, ham må du lukke munden på. Lyt ikke til ham, så får du ikke skrevet noget. Du skal skrive derudaf, som om dit liv afhang af det. Og du skal turde vise, hvem du er.

I NaNoWriMo handler det i høj grad om at slå den indre kritiker fra til fordel for at komme igang med at fortælle. Vi har alle sammen historier indeni, og det gælder om at få dem ud, uanset formen. Det er den lektie, vi kan lære af events som NaNoWriMo: For dét der med at slå den indre kritiker fra er noget, vi kan bruge i mange andre af livets forhold, hvor vi er en lille smule nervøse for at vise, hvem vi er. Ikke at man skal være fuldkommen blottet for selvkritik – men småfejl må der være plads til. Der er ingen grund til at stræbe efter en perfektionisme, der ofte blot bunder i grundløs frygt.

Frygt er i sig selv ikke nogen dårlig ting. Frygten får os til at flygte, så vi ikke bliver ædt af en bjørn eller – lidt mere relevant i vores moderne verden – bliver kørt over, skudt ned eller overfaldet. Frygten sørger for vores overlevelse, og det er en rigtig god begyndelse. Det er også frygten, der holder os tilbage, så vi ikke bliver overmodige, og dristighed bliver til dumdristighed.

Men frygten kan tage overhånd og holde os så meget tilbage, at det hindrer os i at skabe den tilværelse, vi ønsker. Fordi vi er bange for at vise, hvem vi er, fordi vi frygter, at vi ikke er gode nok eller perfekte nok.

Men ved du hvad?

Vi er gode nok. Måske især, fordi vi ikke er perfekte. Forestil dig en verden af lutter perfekte mennesker: hvor kedeligt ville det lige være?  Ligesom i John Legends sang er det på tide at hylde “all your  perfect imperfections”. For er det ikke netop alle de uperfekte særheder ved et menneske, der gør det elskeligt?