Har du nogensinde oplevet, at du kigger op fra dit arbejde og opdager, at du fuldstændig har mistet fornemmelsen for tid og sted? Så er du i flow – den mest produktive tilstand, hvor du glemmer sig selv og lader dig opsluge af arbejdsprocessen. For mig kan det ske, når jeg skriver – og ofte begynder det med, at jeg egentlig satte mig ned for “bare lige at arbejde en halv time.” Men flow kan opstå i mange forskellige sammenhænge (jeg kan såmænd også være i flow, når jeg går og leger handywoman derhjemme), og du kan også selv gøre noget for at komme i flow. Der er rigtig mange gode grunde til at gøre det, for når du er i flow, så glider dit arbejde let fra hånden, uanstrengt og spontant. Du ved hele tiden, hvad du skal gøre, og hvad dit næste skridt er. Du føler dig tilfreds og stærk.
Flow-begrebet blev først udviklet og udforsket af Mihaly Csikszentmihalyi, som i 1988 beskrev det i “The Flow experience and its significance for human psychology”. Op gennem 90’erne fik hans teorier stor udbredelse og indflydelse på en lang række områder – fra ledelse og læring til organisationsteori og filosofier om et lykkeligt liv.
I psykologien beskrives flow som en tilstand, det ligger midt imellem angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og kedsomhed, hvor der er for få. Jeg er ikke psykolog, så jeg ved ikke, om angst og kedsomhed er de helt rigtige begreber. Men det er rigtigt nok, at begge yderpoler er lammende for både kreativitet og produktivitet. Alt for høje krav og forventninger kan føre til en perfektionisme, der bunder i frygt, og som måske ender med overspringshandlinger. Om kravene kommer fra dig selv eller andre er i den forbindelse ligegyldigt: uanset hvad, så bremser de dig. I den anden grøft, hvor du slet ikke føler nogen krav, føler du heller intet incitament til at yde noget – hvad enten det så gælder at skrive eller lave noget andet, du har sat som dit mål. Så er det bare kedeligt.
Konklusionen er altså, at vi skal prøve at ramme lige i midten, når det gælder mængden af krav og forventninger. Det er noget af en balancegang, men det kan lade sig gøre. Og når det lykkes, vil du opleve alle mulige rare ting i arbejdsprocessen: du vil føle større nydelse, glæde, øget livskvalitet, og alt i alt vil du føle dig mere lykkelig. Ikke dårligt, vel?
I den kreative proces, det er at skrive, er flow den allerbedste tilstand, hvis du spørger mig. Der er ikke nogen bedre følelse, end når fingrene flyver hen over tastaturet med lynets hast, og karaktererne får deres eget liv, så du uden den mindste tøven kan nedfælde både handling og dialog. Men flow er ikke forbeholdt skriveprocessen – eller andre kreative udfoldelser for den sags skyld. Mihaly Csikszentmihalyi beskriver eksempler på flow-oplevelser i snart sagt alle former for aktiviteter i vores tilværelse: Sport, musik, sex, tænkning, ensomhed, arbejde… Der er sikkert mere end ét område, hvor du godt kunne tænke dig at komme i flow, og det bedste af det hele er, at du selv kan gøre meget for at havne i sådan en lykkelig tilstand af endeløs produktivitet.
Så hvad kan du gøre for at komme i denne selvmotiverende tilstand, hvor din opmærksomhed er så fokuseret på det, du beskæftiger dig med, at du oplever en sjælden følelse af harmoni, engagement og ubesværet målrettethed? Her er et par tips og tricks, som du kan prøve:
- Sæt nogle mål for din aktivitet, som er klare, konkrete og realistiske. Hvis jeg skal bruge mig selv som eksempel, kunne det netop være at sætte sig for at skrive i “bare en halv time.” Det er et mål, der ligger inden for mulighedernes grænse, og det er til at overskue. Når jeg går igang, ved jeg præcis, hvad det er, jeg skal. Jeg sætter mit ur og begynder at taste.
- Sørg for at få løbende feedback på det, du laver. Hvis du skriver som jeg, kan du få en alfalæser til at læse din tekst igennem og komme med konstruktiv kritik. Hvis du dyrker vægtløftning, kan du se, om du kan løfte en tungere vægt i dag, end du kunne i går. Hvis du er telefonsælger, kan du optage et salgsopkald og lade en kollega lytte det igennem for at give feedback. Men her kan selve salget også være den oplagte form for feedback – en klar tilbagemelding, , der er indbygget i aktiviteten, og som fortæller, hvordan du klarer dig.
- Som jeg beskrev ovenfor, er det vigtigt, at du finder en balance mellem det, du kan, og det, du gerne vil. For store krav vil gøre dig modløs, og det er der ikke noget at sige til – men hvis der slet ikke er nogen udfordring i det stykke arbejde, der ligger foran dig, så vil du begynde at kede dig. Og så vil du nok hellere lave noget andet.
- Undgå distraktioner. Det gælder om at skabe et rum omkring den opgave eller aktivitet, som du går i gang med. Det kan være et fysisk rum med ro omkring dig, eller det kan være rum i betydningen rummelighed: Du har brug for ro i hovedet for at kunne koncentrere dig. Uforstyrrethed er i mange tilfælde nøglen til at opnå flow.
- Tænk ikke på, om det, du laver, fører nogen steder hen. Denne betingelse for flow er min egen tilføjelse, og jeg tror, det er vigtigt. Hvis du hele tiden tænker på, om din aktivitet er nogen nytte til, og om den fører nogen steder hen, og om det nu altsammen er helt rigtigt, og om du hellere skulle have grebet det an på en anden måde eller lavet noget helt andet, så kommer du ikke i flow. For et af grundtrækkene ved flow er netop dette: Du udfører aktiviteten for aktivitetens egen skyld.
Ved hjælp af disse små tricks kan du skabe de bedste betingelser for at opnå flow. Det er ikke givet, at det vil ske, men der er stor sandsynlighed for, at du pludselig får lyst til at udbryde – som Timon engang sagde til Pumba: “Man skulle tro, at jeg havde hjul, sådan som det kører for mig!”. Måske vil du endda få den ekstra bonus, som man sommetider vinder, når man er i flow: Du lærer noget nyt. For når du er i flow, bevæger du dig ubesværet lige på kanten af dine evner – klar til at tage skridtet videre og dermed flytte grænsen for din formåen. Du giver slip og vinder ny indsigt. Du kommer i tanker om noget, du havde glemt, du opdager nye sammenhænge i din verden og du nærmest snubler over løsningen på det, du troede var uløselige problemer.
Når du er i flow, oplever du, at Aristoteles ikke ramte meget ved siden af, da han hævdede, at det lykkelige liv er en aktivitet. Forhåbentlig er det lykkelige liv indimellem lige netop din aktivitet. Jeg ønsker for dig, at du ofte vil opleve flow, både i dit arbejdsliv og i din fritid. At du som jeg kan sætte dig ned for at skrive – eller hvad du nu engang går i gang med – med intentionen om bare lige at bruge en halv time på projektet. For blot at blive så opslugt af processen, at tid og sted opløses, indtil du med et smil siger: “Hov, hvad er klokken?”
Skriv et svar