Jeg er lige vendt hjem fra en dejlig vandreferie, og som bekendt tænker man vældig godt, når man går bare for at gå. I løbet af turen fandt jeg hver dag på “Dagens citat” – en sætning, et citat eller et andet slags fyndord, der beskrev dagen og kunne give stof til eftertanke. Nogle dage fandt jeg endda på adskillige “Dagens citat”, hvilket irriterede min rejsefælle grænseløst, men lad nu det ligge. Som en lidt anderledes rejsebeskrivelse vil jeg her dele citaterne og de dertil knyttede strøtanker med dig.

I en anden verden
På feriens første dag var vi ikke på vandring, men kiggede os omkring i den by, der skulle være “vores” i den næste uges tid. Det er en verden, der er meget anderledes end derhjemme, skønt vi ikke var længere væk end Norditalien. Men i den lille landsby Corniglia, som er placeret 100 meter over havets overflade, var der ingen biler, og blot 250 indbyggere boede i de ældgamle huse, der omkransede de smalle gader. Som vi gik på opdagelse i den lille by, var det mærkeligt at tænke på, at den – og de øvrige fire landsbyer, der udgør nationalparken Cinque Terre – stort set har været afskåret fra omverdenen, indtil jernbanen i 1930’erne blev bygget langs den Liguriske kyst, fra Genova til La Spezia. Indtil da kunne man kun komme til og fra med båd eller ad de stejle, smalle æselstier, der forbinder de fem byer og de små flækker oppe i bjergene. På de stier skulle vi vandre.

Når det ser ud, som om Verden er endeløs
Citatet opstod, da vi stod oppe i højderne og kunne se ud over hele Cinque Terre. Langt ude i horisonten gled himmel og hav sammen til ét og fik det til at se ud, som om Verden ingen ende havde. Den fortsatte bare. Synet var så smukt, at det sikkert nok kunne tage pusten fra hvem som helst. Som på en stjerneklar nat mærkede man tydeligt, hvor lille man selv er i forhold til en Verden, der strækker sig uendeligt, og man fik en klar fornemmelse af sin egen endelighed. Men samtidig følte man sig stor og rig på muligheder. For i en Verden, der er uendelig, findes der uendelige muligheder, som man kan række ud efter og gribe.

Super easy – barely an inconvenience…
Dagen igennem gentog jeg og min rejsefælle dette citat, der er taget fra Ryan Georges “Pitch Meetings” på Youtube. Vi sagde det som en joke for at holde gejsten oppe på en anstrengende vandretur, der fik mig til at tænke over, hvordan tidsfornemmelsen kan skifte så let som ingenting. Turen tog udgangspunkt i den skønne naboby Manarola, og særligt begyndelsen var hård. Vi gik op – op – op ad skæve, ujævne trapper i en evighed og i en hede, der allerede var stegende – på trods af, at vi var startet meget tidligt for at udnytte de “kølige” timer. Da vi endelig nåede toppen, havde vi kun gået 300 meter, og det havde taget os over en halv time. Den halve time føltes meget lang. Når vejen gik lettere, føltes tiden helt anderledes let og hurtig, og under vores nedstigning, der efter min mening var den bedste på hele turen, tænkte vi knap nok over tid og afstande og alle den slags profane ligegyldigheder. For når man er optaget af at komme frem (eller ned) ad meget ujævne stier, over og under væltede træer og forbi sammensunkne ruiner – ja, så holder tiden op med at eksistere, og det er i grunden slet ikke så galt.

At gå den slagne vej
Dette var en rammende beskrivelse for en af vores lettere vandringer, hvor vi gik ad betalingsruterne i Cinque Terre. Først fra Corniglia til Vernazza, hvor vi gjorde holdt for at bade og spise frokost, og dernæst videre fra Vernazza til Monterosso. Disse ruter er de nemmeste og mest velholdte i naturparken, og omgivelserne er så smukke, som man kan ønske sig. Men de er – af samme grund – også de mest befærdede stier, og man får derfor ikke helt den samme naturoplevelse, som når man bevæger sig op i bjergene, hvor man for mestendels har hele Verden for sig selv. Man går ad disse stier, fordi det gør alle de andre. Og der er i og for sig ikke noget galt med at gå samme vej som alle andre, for så vidt som man skal samme sted hen. Men det kan gøre det svært at gøre det i sit eget tempo og på sin egen måde, og det tror jeg er vigtigt – både når man går og i livet generelt.

Uden mål – og med
Efter de to første dage med hårde vandringer tog vi det lidt med ro. Vi tog afsted om morgenen uden at være helt sikre på, hvad dagen ville bringe. I modsætning til de andre dage var ruten ikke fastlagt – vi vidste blot, at vi ville ud at sejle, og vi ville begynde i La Spezia, hvorfra vi ville tage båden til Portovenere (en meget speciel og smuk fæstningsby, som alle mennesker bør besøge på et eller andet tidspunkt i deres liv). Derfra havde vi ikke besluttet, hvordan vi ville tilbringe dagen – og sådan nogle dage er gode at have, ikke bare når man er på ferie, men i det hele taget. Tænk, hvilken luksus det er, når man af et ærligt hjerte kan spørge: “Hvad skal vi nu lave?” – fordi man har tid til blot at nyde. Hvis jeg skulle give dig et godt råd, ville det være: Sørg for indimellem at skrive et stort spørgsmålstegn ind i din kalender og dedikér den tid til at lave et eller andet komplet unyttigt, som du bare nyder. Bare fordi.

Vi er i hvert fald på vej ét eller andet sted hen
Denne dags vandring gav os en ganske særlig oplevelse, da vi rastede på toppen af ruten. Vi var gået ad en gammel pilgrimssti – med Madonna-altre hele vejen – fra Riomaggiore til Santuari Madonna di Montenero. Herfra var der en fantastisk udsigt, og som vi sad her og nød både livet og en lille snack, ankom præsten – i fuldt ornat og med monorail. Disse finder man rundt omkring i Cinque Terre, hvor de gør livet lettere for vinbønderne – og åbenbart også for præster. Da vi lidt senere påbegyndte vores nedstigning tilbage til Riomaggiore, blev vi ledsaget af menighedens sang, der gjaldede fra de åbenstående kirkedøre: “Alleluja!” Da kunne man ikke undgå at føle en snert af ærefrygt for disse menneskers tro, der fik dem til at gå hele vejen op ad bjerget for at synge.
Dagens citat opstod på nedstigningen. I Cinque Terre er alle stier tydeligt markeret med rød/hvide symboler – men da alle ruter er markeret med samme tegn, og da stierne til tider krydser hinanden, kan man ikke altid være sikker på, at man befinder sig på den sti, man tror, man er på – og netop det skete for os den dag. Vi var ikke helt sikre på, om vi var på rette vej, men når vi så det rød/hvide symbol, vidste vi i hvert fald helt stensikkert, at vi var på vej ét eller andet sted hen – vi vidste bare ikke præcist, hvilket sted, det var. Sådan er det vel ofte: når blot man er på vej, gør det måske ikke så meget, hvor man ender.

Det går i det mindste ikke op ad bakke
Denne dag sluttede vi vores vandringer for at tilbringe de sidste par dage af ferien i Pisa, som ingen af os havde besøgt før. Rejsen fra Corniglia til Pisa tog temmelig lang tid – ikke fordi afstanden egentlig er så stor, men det var søndag, og om søndagen går alting bare lidt langsommere i Italien. Men frem kom vi da, og efter at have fundet frem til og tjekket ind på hotellet (som lå i udkanten af udkants-Pisa), udstyrede vi os med et bykort og satte afsted til fods ind mod Centro Storico. En hvilken som helst italiensk by har et Centro Storico – dvs. byens historiske centrum – selv den allermindste lillebitte flække. I Pisa er Centro Storico naturligvis ensbetydende med området omkring Piazza Dei Miracoli, hvor man bl.a. finder Det Skæve Tårn og Katedralen. Men vi ville ikke besøge nogle af seværdighederne på denne vores første dag i Pisa. I stedet ville vi kigge på byen og orientere os – og hurtigt fandt vi ud af, at disse byvandringer langt overgik selv vores vildeste vandringer i bjergene, i hvert fald når man kiggede på skridttælleren. Men som vi sagde til hinanden, når fødderne blev ømme: “Det går i det mindste ikke op ad bakke!”
Det er et udtryk, jeg sommetider undrer jeg mig over. For det er tydeligvis ikke nogen god ting, når tingene er op ad bakke, men af en eller anden grund er det heller ikke alt for festligt, når det går ned ad bakke. Er alting så bedst, når det bare går ligeud? Eller er udtrykket “ned ad bakke” ved at skifte betydning, sådan som min rejsefælle fortalte mig? Og hvis “ned ad bakke” begynder at være noget positivt, hvad skal man så sige, når det går skidt? Hvis du har nogle gode svar på disse spørgsmål, så hører jeg gerne fra dig.

Når naturen overgår fantasien
Når der sker noget virkelig mærkværdigt, utroligt, usædvanligt eller simpelthen overraskende, så kan man understrege, hvor mærkeligt og usandsynligt det er, ved at sige, at virkeligheden overgår fantasien. På denne dag i Pisa var det mere rammende at sige, at naturen overgår fantasien – og at mennesket på ufattelig vis kan fastfryse naturens mest forunderlige frembringelser. Dagen stod nemlig i naturvidenskabens tegn, idet vi besøgte både Pisas Botaniske Have (som er den ældste i verden), Botanisk Museum og Naturhistorisk Museum. Sidstnævnte er virkelig, virkelig, virkelig beliggende i udkants-Pisa, men hvis du på nogen måde får mulighed for at besøge det på et eller andet tidspunkt i dit liv, så gør det. Du vil ikke fortryde. Alene omgivelsernes skønhed tager pusten helt og aldeles fra dig. Museet er indrettet i et nedlagt kloster, med majestætiske bjerge i horisonten og en høj himmel over sig. Samlingerne er imponerende og omfatter bl.a. udstoppede dyr af alle tænkelige arter. Mange af disse er mere end 100 år gamle, men ser ud, som om de blev udstoppet i går – og indimellem ser du arter, der siden er uddøde, hvilket sætter naturens skrøbelighed i et uhyggeligt relief. Én kæmpe sal er helliget hvaler, både modeller og skeletter, én udstilling omhandler jordens udvikling, akvariet viser arternes tidlige udvikling, særudstillingen bringer dig tilbage til den tid, da dinosaurerne herskede over jorden. Vi brugte mange timer, inden vi forlod stedet – forhåbentlig lidt klogere og med fornyet ydmyghed overfor den natur, som vi i fællesskab skal passe på.

Man skal ikke altid gå den samme vej
Du har sikkert allerede gættet at Dagens citat opstod, fordi vi gik en lille bitte smule den forkerte vej, da vi skulle fra hotellet og ind til Piazza Dei Miracoli den morgen. Men frem kom vi da, og så betyder det jo ikke så meget, hvilken rute, man er gået – tværtimod byder selv en omvej på nye oplevelser. Vi var for alvor turister den dag på pladsen og besøgte alle de store seværdigheder: Det skæve Tårn, Dåbskapellet, Katedralen, Museo delle Sinopie, Camposanto og til sidst en tre kilometer lang spadseretur oppe på den middelalderlige bymur, hvilket iøvrigt varmt kan anbefales, da det bragte os gennem alle byens forskelligartede kvarterer. Jeg vil ikke prøve at beskrive skønheden på Piazza Dei Miracoli, men vil i stedet give ordet til Shelley, der i 1821 skrev til Lord Byron: “Stand on the marble bridge, cast your eye, if you are not dazzled, on its river glowing as with fire, then follow the graceful curve of the palaces on the Lung’Arno […] and tell me if anything can surpass a sunset at Pisa.”

Alle har brug for et hjem
Alt for tidligt om morgenen trillede vi vores kufferter gennem den sovende by for at stige på flyet og vende hjem til Danmark og hverdagen. Vi sagde farvel til en vidunderlig ferie, men det er heller ikke så tosset at være hjemme. For alle har brug for et hjem. Det er der, vi har vores base, og det er der, vi lader op til nye eventyr, både store og små.