Lad mig tegne et karrikeret billede af en person, du helt sikkert har mødt – eller i hvert fald har hørt om. Det er en kvinde i midten af tyverne, og hun er single. Hun går ind imellem ud på en date, ikke så tit, men dog ofte nok. Indtil videre har hun ikke mødt nogen, som kan sætte hendes hjerte i brand. Men så en aften møder hun HAM. En skøn mand, der inviterer hende ud på den mest perfekte date. Da hun går hjem den aften, kan hun høre englene synge. Intet mindre. Og næste morgen vågner hun op med et smil på læben.

Hvor længe varer smilet? Fem sekunder? Fem minutter? Fem timer? Det ved vi ikke helt. Men på et eller andet tidspunkt blegner hendes søde smil. For så kommer hans SMS. Eller også kommer den ikke. Eller den kommer for sent eller for tidligt eller der står noget andet, end hun havde forestillet sig, og nu ved hun slet ikke, hvad hun skal mene, og tankerne hvirvler rundt i hendes hoved. Uanset, hvad han har skrevet – eller ikke skrevet – ham den vidunderlige mand, så tænker hun:

“Hvad mente han med det?”

Og så begynder hun at digte historier, der kan besvare dette spørgsmål. Hun opstiller alle mulige scenarier, der kan forklare beskeden (eller den udeblevne besked) og give den mening. Har han fortrudt? Brød han sig ikke om hende? Vil han ses igen? Vil han ikke ses igen? Har han lumre motiver? Føler han sig slet ikke tiltrukket af hende? Er han i virkeligheden gift og har en familie i Tølløse? Det kan være den mest romantiske besked i hele verden, og timingen kan være helt perfekt, og alligevel begynder pigen straks at fortolke på den lille tekst på smartphonen, og det tager hende en evighed at få skrevet et svar.

Kender du ikke hende? Det gør du nok. Måske synes du endda, at hun er en lille smule fjollet og tøsepjattet med alle hendes mulige og umulige fortolkninger af noget så enkelt som en tekstbesked. Men hvis du tænker efter, har du så ikke været der selv? Måske ikke lige præcis i den situation, hvor det drejer sig om en date og en tekstbesked, men en tilsvarende situation.

Det er nemlig sådan, vi gør, vi mennesker. Hvert øjeblik fortolker vi på verden og forsøger at få en mening ud af det alt sammen. For det meste går det meget godt, men indimellem sker der noget, som vi synes er skævt eller forkert eller som vi ikke helt forstår. Det behøver ikke være andet end et ord, en gestus, en ubetydelig hændelse. Hvis den laver rod i vores opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen, så vil vi død og pine forsøge at få det til at passe ind alligevel. Din hjerne vil øjeblikkeligt begynde at lede efter grunde, forklaringer og motiver. Vi opfinder, vi digter, vi finder på en historie, der får det hele til at passe. For vi mennesker er om noget historiefortællere. Det er der for så vidt ikke noget galt med. Det er sådan, vi er. Vi kender ikke hele virkeligheden, og derfor finder vores hjerne på en historie, der får billedet til at gå op.

Der, hvor jeg synes, at det sommetider går galt, er når vi lader vores jagt på motiver og forklaringer løbe af med os. Når vi drager konklusioner på usikkert og forhastet grundlag og tiltror andre mennesker hensigter og motiver, som de efter al sandsynlighed slet ikke har – og når vi derefter selv handler ud fra den historie, vi dermed har skabt.

Forestil dig, at du går en tur ned ad en befærdet gade i København. En mand slæber hårdhændet afsted med et lille barn, som græder hjerteskærende. Det er ikke noget rart syn. Du kan se, at folk viger tilbage for optrinnet, og det gør du også selv. Du forstår ikke, at nogen kan behandle et barn sådan, og inden du overhovedet bliver bevidst om det, er din hjerne begyndt at digte en historie, der kan forklare det. Du antager, at manden er et dumt svin. Han har overhovedet ikke forstand på børn, han har voldelige tendenser, og nu vil han på det groveste mishandle det stakkels, uskyldige barn, hvis ikke nogen griber ind. Med raske skridt går du over og prøver at fravriste manden det grædende barn, mens du råber op og skælder ud det bedste, du kan.

Det kan godt være, at manden er et dumt svin med meget slette hensigter. Men hvad nu, hvis historien er en anden? Måske var barnet lige ved at træde ud på kørebanen, og manden har grebet hårdt fat for at undgå en ulykke. Eller barnet er blevet væk fra sin mor og er gået i panik. Se det i øjnene: Du ved det ikke. Det kan lige så godt være den ene som den anden historie, der er sand. Vi mennesker har bare en tendens til at tro det værste, og det er ikke altid det mest hensigtsmæssige. Ikke fordi jeg vil anbefale, at man undlader at gribe ind overfor en mand, der håndhændet slæber afsted med et grædende barn, men måske behøver man ikke at gå direkte i flæsket på ham. Du kender ikke hans motiver, du ved ikke, hvad forhistorien har været.

Overalt er der eksempler på, hvordan vi drager forhastede konklusioner om andre menneskers motiver eller baggrunden for en situation. Forestil dig for eksempel, at din arbejdsgiver har hyret en kendt foredragsholder til at holde et oplæg til et fyraftensarrangement. Du har glædet dig, men en af dine kolleger bliver ved at sabotere oplægget ved sin negative holdning og vredladne sidebemærkninger. Du beslutter lynhurtigt, at han er en skidt karl og en dårlig kammerat, siden han ødelægger det fine arrangement for alle I andre. Men du kender ikke historien og endnu mindre hans bevæggrunde. Måske har han lige modtaget en virkelig dårlig nyhed fra sin familie? Måske har han simpelthen haft den værste dag nogensinde? Måske er han blevet skilt, syg, eller er gået fallit? Du ved det ikke. Ikke fordi du behøver at undskylde hans dårlige opførsel eller på nogen måde finde dig i den. Men selv denne koleriske spradebasse vil måske nemmere blive lidt mere neddæmpet, når du møder ham med rolig venlighed og åbenhed.

Det kan også ske, at du er ude at rejse og befinder dig på en togstation i en obskur, lille flække, som du slet ikke kender, og hvor folk taler et sprog, du ikke forstår. Du skal med toget, men ved ikke hvilket – og du føler dig lettet, da du opdager, at der er et informationskontor på stationen. Dér kan de hjælpe dig. Men ak! Selvom servicepersonen bag informationsdisken både forstår og taler engelsk, så er det alt andet end den servicemindede medarbejder, du havde forventet. Kort efter går du slukøret derfra, mens du føler dig som et lille barn, der er blevet irettesat og skældt ud og vist bort. Og du ved stadig ikke, hvilket tog du skal med. Du forsøger fortvivlet at tyde en uforståelig informationstavle, mens du skumler vredt over, hvordan samtlige indbyggere i det fremmede, forbandede land er komplet uciviliserede, udannede, ugæstfri og en hel masse andre grimme ting, der allesammen begynder med u. Men prøv at tænke over, hvor mange forskellige historier, der kan ligge bag den dårlige behandling, du blev udsat for. Det er ret så mange, ikke? Kunne det være en idé at lade tvivlen komme informationsmedarbejderen til gode, inden du skærer alle landets indbyggere over én kam?

Et andet meget udbredt fænomen udspiller sig ofte ved kaffeautomater, i kantiner og lignende steder på arbejdspladsen, hvor kollegerne mødes og holder en velfortjent, lille pause. Snakken går. I den seneste tid er ledergruppen pludselig begyndt at afholde et uhørt stort antal møder, og der er godt gang i gisninger og rygter om, hvad de dog snakker om ved alle de møder. Konstant hører du vendinger som “Det er sikkert fordi…”, “Jeg tror, at de vil…”, “Der er garanteret planer om at…” Du kan sikkert selv udfylde afslutningen på disse sætninger, men det er sjældent noget rart. Som oftest er det noget med fyringer, nedskæringer, mere arbejde og mindre i løn. Men det er altsammen gætterier og unødige bekymringer – og dét er igen med til at skabe utryghed, dårlig stemning, frustrationer og stress. Hvis du udsættes for sådanne tilfælde, vil jeg råde dig til at huske på Mark Twain. Han sagde og skrev som bekendt mange underfundige ting, og en af dem var: “I’ve had a lot of worries in my life, most of which never happened.”

Glem det nu ikke. Der er så absolut ingen grund til at bekymre sig om noget, der måske sker, og der er heller ingen grund til at bedømme eller dømme andre mennesker ud fra motiver, som de måske har. Der er altid en anden mulig historie. Kender du ikke alle dele af den fortælling, der ligger bag en handling eller en situation, så træd et skridt tilbage og vent et øjeblik. Bare et sekund. Måske tager historien en ny drejning.