For nylig oplevede jeg, at en klar aftale, som jeg havde indgået med en af mine nærmeste, blev brudt. Det var samtidig en aftale, der betød rigtig meget for mig, og da løftebruddet gik op for mig, var jeg i bogstaveligste forstand ude af stand til at tale i flere minutter. Jeg følte mig chokeret, afvist og forrådt. Det lyder måske lidt voldsomt og muligvis en anelse til den melodramatiske side, men ikke desto mindre var det sådan, det føltes.

Da jeg var kommet mig lidt og fik tørret øjnene og atter kunne trække vejret nogenlunde normalt, kom jeg til at tænke over det med løfter, og hvor vigtige de er. Nogen vil hævde, at det ikke gør så meget, hvis man ind imellem løber fra sit løfte eller bryder en aftale, men det gør det. Også selvom det “bare” er en aftale om at ringe tilbage eller et løfte om at hjælpe til ved en flytning eller den der lille henkastede bemærkning om, at “vi skal da også ud og drikke kaffe sammen snart.”

Det betyder alt sammen noget.

Der er vel næppe noget, der er mere grundlæggende for forholdet mellem mennesker end løfter. De er grundlæggende for samfundet som sådan, for løfteinstitutionen er grundstenen for, at samfundet ikke falder sammen om ørerne på os. Og de er lige så grundlæggende for individuelle forhold mennesker imellem, for løfter opbygger tillid. Brudte løfter gør det modsatte.

Og dog bryder vi hele tiden løfter – ofte uden den mindste betænkelighed og uden, at der iøvrigt er nogen, der rynker på næsen af den grund. Kender du ikke det, at du egentlig gerne vil slippe for en aftale eller et møde eller et eller andet virkelig dødssygt arrangement? Den letteste udvej er at stikke en hvid løgn om, hvorfor du er forhindret. Men den lette udvej er ikke altid den rette udvej – og i virkeligheden er du i færd med at bryde et løfte og nedbryde tillid. Er en hvid løgn da et løftebrud? Ja, det er det: I forhold mellem mennesker er det grundlæggende, at man kan stole på, at den anden taler sandt. Når vi stikker en hvid løgn, bryder vi dette grundlæggende løfte. “Men der er aldrig nogen, der vil opdage det”, indvender du måske. Det gør ingen forskel. Uanset, hvordan du vender og drejer den, er der tale om et løftebrud, og resultatet er altid det samme: den gensidige tillid bliver ødelagt.

Svend Brinkmann har skrevet et sted, at man som menneske skal gøre sig umage. Det forstår jeg på den måde, at man skal tænke sig meget grundigt om, for eksempel inden man bryder et løfte – og så sandelig også inden man afgiver det. Hvis man gør sig umage, sørger man for, at man ikke lover noget, som man ikke har tænkt sig at (eller ikke kan) holde. Hvis man gør sig umage, har man øje for, hvordan ens handlinger –  eller undladelser – modtages af de mennesker, man er omgivet af. Hvis man gør sig umage, gør man sin pligt. Det er ikke nødvendigvis noget kedsommeligt noget at gøre sin pligt. Det er tværtimod en meget kraftig lim, der holder sammen på forholdet til andre mennesker.

Så næste gang du er på nippet til at bryde en aftale, stikke en hvid løgn eller løbe fra et løfte, vil jeg opfordre dig til at træde et skridt tilbage, tage dit ansvar på dig og være ærlig. Jeg vil også selv gøre mig umage for at praktisere denne svære kunst. For hvis du møder verden med åbenhed og ærlighed, vil andre mennesker i tillid række ud for at hjælpe og støtte dig.

Dét er et løfte.