Du genkender måske citatet fra Jurassic Park. Altså den første af filmene. Den med Sam Neil, Laura Dern, Richard Attenborough og Jeff Goldblum. Den, der er 25 år gammel, men som stadig klart er den bedste i serien (og som iøvrigt også er en rigtig god bog. ). I den omtalte scene hævder John Hammond og hans stab af videnskabsfolk, at de har Jurassic Park under kontrol, fordi de har sørget for, at alle parkens dinosaurer er hunner, så de ikke kan formere sig. Men den fandenivoldske kaosteoretiker Ian Malcolm indvender, at det ikke kan lade sig gøre:

If there’s one thing the history of evolution has taught us, it’s that life will not be contained. Life breaks free, it expands to new territories, and crashes through barriers painfully, maybe even dangerously, but, uh, well, there it is. […] Life finds a way.

Jeg vil dog ikke her skrive om genetik eller kaosteori eller forlystelsesparker eller andre komplicerede sager, som jeg ikke har forstand på. Jeg kom til at tænke på citatet i en anden forbindelse, nemlig: at vi som mennesker vil finde en vej.

Og hvad mener jeg så med det? Finde en vej? Hvorhen? Og hvorfor? Det er nu ikke så kompliceret. Jeg mener blot, at hvis der er noget, du vil, så vil du finde en vej. Hvis det altså er noget, du virkelig vil. Denne tanke er meget præcist udtrykt af Jim Rohn:

If you really want to do something, you’ll find a way. If you don’t, you’ll find an excuse.

Her dukker dine indvendinger sikkert op. “Sikke noget sludder,” vil du sige. “Jeg vil f.eks. gerne være millionær, men det bliver jeg ikke, bare fordi jeg vil det.”

Og det er jo så sandt, som det er sagt. Hvis vi altid bare opnåede det, vi ville, ene og alene fordi vi vil – ja, så var vi sikkert allesammen millionærer. Men lad os se nærmere på eksemplet alligevel. Vi antager altså, at du gerne vil være millionær. Men er det noget, du bare sådan godt kunne tænke dig, på samme måde som du kunne tænke dig en tur til Barbados eller en flødeskumskage til kaffen søndag eftermiddag? Fordi det sådan set ville være meget rart? Eller er det noget, du virkelig vil – i en sådan grad, at du er villig til at foretage nogle valg og måske især fravalg? Er det noget, du vil investere din energi og dit engagement i at opnå? Også selvom det måske – som Ian Malcolm udtrykker det – kan gøre ondt eller endda være farligt?

Det afgørende er, hvordan du tolker det lille ord “vil”.

Lad os kigge på et eksempel, som du helt sikkert kender: Allerede som ælling vidste Joakim von And, at han ville være millionær, og det blev han. Men han valgte så sandelig også en hel del fra i sine bestræbelser på at skrabe den ene fantasillion efter den anden sammen. Som f.eks. fritid, enhver form for luksus og muligheden for et godt forhold til sin uheldige og evigt fattige nevø, Anders. Alt dette valgte han fra for at skabe sin formue, for det var det, han ville. Og så må man huske, at man ikke engang i tegneserier kan blive millionær af at spinke og spare. Selv Onkel Joakim ved, at det drejer sig om, hvordan han bruger de penge, han nidkært har puget. Selv en rig and må investere tid, energi og engagement for at kunne fylde sin pengetank. Han må være fokuseret. Ikke nogen overspringshandlinger eller unødigt pjat til ham.

Eksemplet om at blive millionær er naturligvis ekstremt, for alle har vel på et eller andet tidspunkt udbrudt: “Hvor ville jeg ønske, at jeg var millionær!” Men der er så mange andre muligheder her i livet, og det gælder om at finde det, du allerhelst vil. Måske vælger du netop millionærdrømmen fra for i stedet at koncentrere dig om familien, oliemaleri eller faldskærmsudspring. Det er dit valg – og dit fravalg. Måske ved du ikke, hvor du skal begynde at lede? Måske går du og tænker på, at du gerne ville finde din passion uden at vide, hvor den gemmer sig? Men det er et helt andet spørgsmål (som jeg kigger nærmere på i næste uge). Lige nu er budskabet blot, at du godt kan opnå det, du vil – hvis du virkelig vil det.

Det kan lyde lidt som en løftet pegefinger og “man skal yde, før man skal nyde” og bla-bla-bla, men det er ikke hensigten. Slet ikke. Mit ærinde er at vise, at du ved at foretage nogle valg og fravalg kan skabe nogle rigtig gode oplevelser i dit liv, og det fortjener du. Det er dit liv og dine valg.

Så når livet tilbyder dig sine muligheder, og der er noget, du brændende ønsker dig at opnå, så husk, at du altid kan finde en vej. Akkurat som livet selv.

(Dette indlæg indeholder affiliate links)