Efteråret er over os og har allerede bragt tre årligt tilbagevendende begivenheder med sig: Først en genstridig forkølelse, som holdt mig væk fra bloggen i et stykke tid. Dernæst BogForum, som bragte inspiration og nye bøger til bogreolen. Og nu NaNoWriMo, hvor over 400.000 skrivegale forfatterspirer verden over sætter sig til tastaturet for at skrive 50.000 ord på en måned. Jeg har allerede i et tidligere blogindlæg fortalt om NaNoWriMo, men hvordan begyndte det egentlig, tænker du måske. Jo, NaNoWriMo begyndte med en e-mail, som Chris Baty sendte til en håndfuld venner i 1999:

Hear ye! Hear ye! Come one, come all, and dust off those word-processing devices! Under the motto “A lousy novel is better than no novel at all,” I have declared July National Novel-Writing Month. To celebrate, I want to write a novel. In a month. And I want you to write one too.
[…] Because the writing time is so short, the only thing we’re looking for is length. Reach 200 pages (just 7 pages a day!) and you’re done! Quality is of no concern. Don’t have an ending? Just stop writing at page 200 – real writers do it all the time! No plot? No worries! Some of the best novels of the past 20 years haven’t had plots.
I think all of us will surprise ourselves with what we are able to produce in such a limited window of time. The short working period will prevent the second-guessing and foot-dragging that can stifle creativity. It will also limit the “I should really be working on my novel” guilt to a one-month window.
[…] Why: The reasons are endless! To actively participate in one of our era’s most enchanting art forms! To write without having to obsess over quality. To be able to make obscure references to passages from your novel at parties. To be able to mock real novelists who dawdle on and on, taking far longer than 30 days to produce their work.

(Note: Hvis du overvejer at deltage i NaNoWriMo – eller bare overvejer at skrive – kan Chris Batys No Plot? No Problem klart anbefales)

I den spæde begyndelse blev NaNoWriMo afholdt i juli måned, men forholdsvist hurtigt blev begivenheden flyttet til november. Og hvilken perfekt måned er det ikke at bruge til at skrive? Det er mørkt og koldt derude, så der er al mulig grund til at sætte sig ved tastaturet med en kop varm te eller kaffe eller kakao. Måske med en buldrende ild i baggrunden. Eller – hvis man ikke er så heldig at have en pejs ved hånden – tændte stearinlys, der blafrende skaber den rette stemning. Julen står endnu ikke for døren, så man har ikke travlt med gaveindkøb og andre hæsblæsende forberedelser. Der er kun den dér historie, som du bærer indeni dig, og som bare venter på at blive skrevet.

Og det begynder idag.

Siden det altså er den første dag i året NaNoWriMo, er det oplagt, at det skal handle om begyndelser. De er så uendeligt vigtige, begyndelserne. Ikke kun for os, der skriver, men i alle sammenhænge. Du kender de mange talemåder og citater: “Al begyndelse er svær.” “Godt begyndt er halvt fuldendt.” “Tvivlen er vishedens begyndelse.” De fleste mennesker kan nok blive enige om, at hvis man vil have noget gjort, så kræver det, at man begynder. Som Walt Disney udtrykte det: “Quit talking and begin doing”.

Og når man skriver, er begyndelser endnu mere vigtige. Uden en god begyndelse er der ingen, der læser videre. Uden indledning, ingen historie. Tænk blot, hvis man kunne skrive Den perfekte begyndelse. Sådan i stil med Charles Dickens i Tale of two cities:

It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity, it was the season of Light, it was the season of Darkness, it was the spring of hope, it was the winter of despair, we had everything before us, we had nothing before us, we were all going direct to Heaven, we were all going direct the other way – in short, the period was so far like the present period, that some of its noisiest authorities insisted on its being received, for good or for evil, in the superlative degree of comparison only.

En anden skøn begyndelse finde man i Herman Melvilles Moby Dick:

Call me Ishmael. Some years ago – never mind how long precisely – having little or no money in my purse, and nothing particular to interest me on shore, I thought I would sail about a little and see the watery part of the world.

Eller hvad med Johannesevangeliet:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud.

Han kan da godt noget med begyndelser, ham Gud, men han er jo også almægtig og har skabt verden og alt muligt. Det kan man ikke sige om os andre. Og begyndelser er svære. Det er dér, i begyndelsen, at den værste skriveblokering kan dukke op, og den tomme skærm stirrer hånligt op på en, og ikke et eneste ord dukker op hverken i bevidstheden eller i den historie, der aldrig kommer i gang.

Så hvordan skriver man en god begyndelse? Hvad er det, Dickens og Melville og Johannesevangeliets åbningsord kan? Hvad er det, der fanger os ind og giver os lyst til at læse videre? Det korte svar er, at den perfekte indledning giver os det hele uden at afsløre alt. Man finder et godt billede på det hos William Blake, der talte om at “se hele verden i et sandkorn”, sådan at den første sætning rummer hele historien. Den gode begyndelse skal  sige det hele, samtidig med, at den ikke må sige for meget. Det lyder da som en temmelig umulig opgave, synes du ikke?

I årets NaNoWriMo har jeg stillet mig selv den opgave at gå i gang med et helt nyt projekt – en fortælling, som jeg ikke ved noget om endnu, og oven i købet i en genre, som jeg ikke har arbejdet med i meget lang tid. Jeg har ikke andet end en titel og en særdeles vag idé om handlingen. Jeg har ingen anelse om, hvor historien vil føre mig hen, og da slet ikke om, hvordan den skal begynde. Jeg har ingen gode løsninger på, hvordan den gode begyndelse kommer i stand. Jeg har en mistanke om, at det – som i så mange andre sammenhænge – gælder om at give slip og gå i gang.  Som William Wordsworth kort og præcist udtrykte det: “To begin, begin”. At skrive løs og glemme alt om at skrive en perfekt begyndelse. Eller bare en middelgod én. Jeg tror, det gælder om at komme ind i historien, og når fortællingen kommer til live, vil begyndelsen vise sig.

Det er i hvert fald det, jeg håber på.

Det at give slip og gå i gang kan imidlertid være svært nok i sig selv. Jeg tænker derfor, at det vil være på sin plads med en skriveøvelse, der samtidig bliver den første i en øvelsesrække, som jeg vil præsentere dig for her under NaNoWriMo.

Øvelse: Skriv en begyndelse
En hvilken som helst historie har til formål at løse et eller andet problem. Dette problem er grunden til, at du fortæller din historie, og det er også grunden til, at din læser bliver interesseret i din historie. Den gode indledning viser, hvad det centrale problem er. Til denne øvelse har du derfor brug for et problem. Det gør ikke noget, hvis det er et tilfældigt problem. Find f.eks. den nærmeste avis og slå op på en vilkårlig side. Vælg en af nyhederne på denne side, og forestil dig, at dét er det problem, som du vil tage op i din historie. Du skal derefter skrive fire forskellige indledninger på historien om dette problem:

  1. Den første indledning skal have fokus på at vække læserens nysgerrighed. Måske er der noget mystisk ved problemet, noget uafklaret.
    Eksempel: “Mange år senere, da han stod foran henrettelsespelotonen, skulle Oberst Aureliano Buendía huske den fjerne eftermiddag, da hans far tog ham med for at se, hvad is var.” Hvem kan lade være at blive nysgerrig, når man læser indledningen til 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Marquez?
  2. Den næste indledning skriver du med henblik på at vække læserens følelser. Spil bare på alle tangenter for at vække medlidenhed, frygt, sorg eller kærlighed hos læseren.
    Eksempel: “Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig”. Man bliver fanget med det samme af denne indledning til Leo Tolstoys Anna Karenina. Det er så uendelig trist, at det straks vækker vores empati.
  3. Tredie gang skriver du din indledning, så den får din læser til at le – uanset, hvor alvorligt emnet ellers er.
    Eksempel: “For en del år siden døde en ældre mand på Østerbro efter at have spist et maltbolsje”. Man burde måske ikke trække på smilebåndet over en ældre mands død, men indledningen til Hans Scherfigs Det forsømte forår er bare morsom i al sin absurditet.
  4. Med den fjerde og sidste indledning skal du forsøge at chokere din læser. Gør den overraskende, anderledes, kontroversiel. Få læseren til at tænke: “Kan det virkelig være rigtigt?” Så har du vækket lysten til at læse videre.
    Eksempel: “I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.” Albert Camus’ indledning til Den Fremmede chokerer ved hovedpersonens ligegyldighed overfor moderens død. Kan det virkelig være rigtigt?

Husk på, at du i hver af de fire indledninger skal have hele problematikken med i ganske få sætninger – men uden at afsløre, hvor eller hvordan løsningen på problemet findes. Du vil bagefter have fire meget forskellige begyndelser. Måske kan du lege videre med dine indledninger og kombinere to eller flere af dem? Eller du kan forsøge dig med samme teknik for at finde den perfekte indledning til din egen fortælling.

Til sidst vil jeg – måske lidt overflødigt – minde dig om, at selve udtrykket Den perfekte begyndelse er fuldkommen misvisende. Den perfekte begyndelse findes ikke. For alle begyndelser er lige så forskellige som de historier, der fødes af dem. Men der findes en perfekt begyndelse på netop din historie. Og i dag skal jeg finde begyndelsen på min.

Dette indlæg indeholder affiliate links.