I alle de år, jeg har skrevet, har jeg været tilbageholdende med at fortælle om den historie, jeg er i gang med at skrive. Jeg har forklaret det som forfatterovertro: Hvis jeg begynder at fortælle om min historie, vil jeg ikke få den skrevet. Sådan er det bare. Men indimellem har jeg tvivlet på min egen overtro og spurgt mig selv, om ikke det bare skyldes falsk beskedenhed, usikkerhed omkring mine tekster eller en eller anden obskur form for arrogance. Og det er jo egentlig ret så deprimerende at tænke på. Så du kan sikkert forestille dig, hvor glad jeg blev, da jeg læste følgende i en NaNoWriMo peptalk:

I have this advice: Resist the urge to tell friends and family your story. I know it’s hard because you want to talk about it and they’re (sometimes) interested in hearing about it. But writers have a dirty little secret: We are mainly motivated by our desire for people to experience our stories. We want an audience. We need it.

Telling your story to friends verbally satisfies that need for an audience, and it diminishes your motivation to actually write it. So make a rule: The only way for anyone to ever hear about your stories is to read them. You can still give it to them chapter by chapter—so you get the sweet, sweet external validation that you crave during the process. But no telling the story outside the pages.

Ordene er skrevet af sci-fi forfatteren Andy Weir (du kan læse hele peptalken lige her), og det, der gjorde mig glad, var den simple forklaring på min livslange forfatterovertro: Hvis jeg fortæller om historien, har jeg allerede haft mit publikum, og så mister jeg incitamentet til at skrive den ned. Det giver god mening i mit hoved.

Så fremover vil jeg forbeholde mig retten til IKKE at tale om mine tekster, så længe skriveprocessen stadig er i gang.

Med mindre jeg har lyst til det, selvfølgelig.

Jeg kunne for eksempel godt have lyst til at fortælle dig, at min historie fik sin begyndelse ganske smertefrit på den første dag i NaNoWriMo. Eller rettere sagt: om natten inden den første dag i NaNoWriMo. Som jeg fortalte i sidste uge, er det en helt ny historie, jeg har givet mig i kast med – og oven i købet i en uvant genre. Dette gjorde mig en kende nervøs for, om jeg kunne få historien i gang. Men det viser sig, at historien gerne vil i gang – og den vil åbenbart også gerne vække mig om natten med nye ideer, så jeg er nødt til at stå op for at skrive dem ned. Og selv om det er ret så trættende, når nye indfald trænger sig på i nattens mulm og mørke, hvor jeg virkelig burde sove, så er det også rigtig fedt.

Så min historie har fået en begyndelse, og min hovedperson får mere og mere karakter. Nye bipersoner er dukket op helt ud af det blå og har fundet deres naturlige plads i hovedpersonens liv. Ubehagelige begivenheder har fundet sted, mystiske hændelser er hverdagskost og svære valg venter forude.

Så alt er, som det skal være.

Da jeg altså er godt i gang med at få historiens aktører på plads, vil det være passende at tale lidt om, hvordan man skaber en troværdig og interessant karakter, når man skriver.

Tænk på, hvad du husker bedst, når du har læst en rigtig god bog. Handlingen, javist – men lur mig, om ikke du allerbedst husker de personer, der drev historien fremad med deres gerninger og gøremål. Personerne er hjertet og sjælen i enhver fortælling, og hvis din historie skal fange læseren, skal dine personer først og fremmest være troværdige. Det kan godt være, at de foretager sig de mest mærkværdige ting, og at de bor i en underlig verden eller et helt andet univers, men hvis blot de virker troværdige, vil læseren tage dem til sig og æde det hele råt. Og det, der gør en karakter troværdig, er at vi som læsere kan forstå deres motiver. Det betyder egentlig ikke så meget, hvad dine personer foretager sig – det altafgørende er, hvorfor de handler, som de gør.

Prøv derfor denne øvelse: Find på et tilfældigt navn – du kan f.eks. slå op på en vilkårlig side i en telefonbog, hvis du er i besiddelse af sådan en – eller du kan bruge en af de utallige navnegeneratorer, der findes på internettet. Skriv navnet øverst på et stykke papir. Find derefter på en handling, der ved første øjekast virker meningsløs. Det kan være handlinger i den ondsindede ende, som f.eks. at sparke en hund på Valby station, eller mere harmløst, som f.eks. at gå ud af en butik for straks at gå ind igen. Det kan også være noget, som umiddelbart bare virker mærkeligt og helt uden grund, som at gå baglæns ned ad Strøget i København eller at banke på en dør tre gange, inden man forsøger at åbne den.

Hvis du synes, det er svært at finde på meningsløse handlinger, så tage internettet til hjælp. Der er masser af meningsløse handlinger derude.

Nu har du så navnet på din person og en handling, som han eller hun foretager sig. Øvelsen går herefter ud på, at du på blot ti minutter besvarer spørgsmålet: Hvorfor? Hvorfor sparker han hunden? Hvorfor går hun ind i butikken igen? Hvorfor går han baglæns, og hvorfor banker hun på døren tre gange? Du vil sikkert blive overrasket over, at du allerede kender grunden til personens handlinger, så meningsløse de end må forekomme. Dermed er grundstenen lagt for en troværdig karakter.

Når du skriver din historie, kan du bruge samme øvelse for at lære dine karakterer at kende. Især, hvis du rammes af skriveblokering. Vælg da en af dine karakterer og lav øvelsen. Ikke for at du skal skrive alle de informationer, der dukker op, ind i historien, men for at gøre personerne levende for dig. Når du kender personernes baggrund og motiver, vil den historie, du skriver om dem, blive troværdig. For du ved en hel masse om dine personer. Du kender deres baggrund, udseende og liv. Du ved, hvor de er på vej hen, og hvordan de vil udvikle sig. Det er, som om du bærer på en hemmelig viden om dine personer indeni dig – du skal bare finde den frem.

Og dét er i hvert fald ikke overtro…

I den historie, jeg selv arbejder med i årets NaNoWriMo, er der allerede dukket en god håndfuld personer op, hvis eksistens jeg ikke havde nogen anelse om for blot en uge siden. Og ja, jeg kender dem alle sammen. Måske er du nysgerrig efter, at jeg fortæller dig mere om dem? Om min hovedperson, hendes familie, gamle bekendte og nye venner? Det kunne jeg jo godt gøre, for jeg kender dem særdeles godt.

Men nej.

Jeg siger det IKKE!