Enhver erfaren WriMo frygter uge to. Jeg er SÅ glad for, at uge to nu er overstået. Hvis du har fulgt med her på bloggen, ved du sikkert, hvad jeg taler om. Hvis ikke, får du her en kort forklaring: En “WriMo” er en person, der deltager i NaNoWriMo – denne vanvittige, årlige begivenhed, hvor en lille halv million forfattere in spe sætter sig for at skrive 50.000 ord på en måned. Det kan du læse mere om i indlægget Det var en mørk og stormfuld måned. Og uge to – som alle WriMo’er frygter – er den uge, hvor det bliver virkelig, virkelig svært at holde gejsten oppe. Nyhedens interesse er dalet til et helt usandsynligt lavt niveau. Tvivlen sætter ind. Du er bagud med dit ordtal. Din handling er gået i stå, og du er fuldkommen overbevist om, at du aldrig nogensinde vil nå de 50.000 ord – og da slet ikke på en enkelt, kort måned. Du begynder at bande indædt over, at november kun har 30 dage, for hvis bare der var én dag til at skrive i…

Det er nu, at du skal være god og kærlig ved dig selv. Hvad så, hvis du er bagud? Du skal nok nå dit mål alligevel. Se blot på, hvor meget du allerede har skrevet – og husk, at når man skriver, er man ikke altid i flow – men resultatet bliver stadig lige så godt, selvom du kæmper en indædt kamp for at få ordene ned på papiret. Det er ikke altid en dans på roser at skrive. Faktisk er det mange gang overhovedet ikke sjovt, men derimod hårdt arbejde, hvor der er meget lange udsigter til den søde belønning. I den peptalk, jeg citerede i sidste uge, fandt jeg også et godt billede på dette:

Writing isn’t like playing music, where the act itself is rewarding. It’s more like gardening, where the work is hard and unpleasant, but the result is beautiful.

Så skynd dig ud i den have og få noget arbejde gjort. Husk også, at du selv kan gøre meget for at opnå flow (og det gør jo altså bare arbejdet lettere) – det kan du læse om i blogindlægget Hov, hvad er klokken?

Sidder du helt og ubehjælpeligt fast i skriveblokeringens fæle kløer, så finder du tips til at overvinde den i blogindlægget Sæt ordet frit. Alternativt kan du prøve at lave en skriveøvelse. Meget ofte får en øvelse skriveblokeringen til at forsvinde helt af sig selv. Det er, som om øvelsen åbner op for ordene, og skrivelysten vender tilbage, når du opdager, at du jo faktisk godt kan.

I de sidste to uger har jeg foreslået øvelser til at skrive en god begyndelse og til at gøre sine personer ægte og troværdige. Det næste naturlige skridt synes derfor at være at kigge på dialogen.

Når man skriver en dialog, er det ikke altid noget større problem at finde ud af, hvad personerne siger til hinanden. Du kender dem jo temmelig godt, så du ved præcis, hvordan de reagerer, og hvad de vil sige. Men det er ikke nok til at gøre en dialog levende. Det, der gør en dialog interessant at læse, er nemlig alt det, der står udenfor samtalepartnernes udsagn. Hvis hver eneste ytring i din dialog efterfølges af et “sagde han”, “hviskede hun” eller “råbte hun” – så er du allerede godt i gang med at slå dialogen ihjel.

Prøv derfor denne øvelse. Skriv først en dialog, hvor du lader to personer tale sammen om et tilfældigt emne. Du skal ikke bruge mere end ti minutter på at skrive det, men prøv at følge ovenstående opskrift, således at hver sætning efterfølges af et kort “spurgte hun”, “svarede han” osv. Når du er færdig, skriver du teksten om. Det, dine personer siger i dialogen, lader du stå. Men mellem hver sætning skifter du “sagde han” – eller hvad der nu står – ud med en beskrivende handling som f.eks. “hun kiggede undrende på ham” eller “han slog vredt i bordet”. Når du bagefter sammenligner de to tekster, kan du tydeligt se forskellen. Der er meget mere liv og autencitet i din udgave nummer to. Du kan med fordel bruge denne øvelse, når du skriver på din kommende bestseller – men husk også, at det altså stadig er okay at bruge et “sagde han” eller “sagde hun” indimellem. Afveksling giver dynamik.

Til sidst et par hurtige tip om dialoger:

  1. Undgå forklaringer. Det er fristende at bruge dialoger til at forklare nogle af de hændelser, der har fundet sted i historien, men mit råd lyder: Lad være. Det kan få din dialog til at virke unaturlig og kunstig, hvis dine personer pludselig begynder at tale som en tekstbog. Hvis noget trænger til at blive forklaret, så er det bedre at bruge din fortællerrolle (for du ved som fortæller alting), end at lade personerne tale for dig.
  2. Læs højt. Det er muligvis det ældste råd i bogen, når det gælder dialoger, men det virker. Hvis du ikke er sikker på, om din dialog virker ægte, så læs den højt. Du vil med det samme kunne høre, om dine personer taler på en naturlig og troværdig måde.

Det siger sig selv, at dialoger er vigtige for enhver historie. Det er her, i samtalen, at mennesker mødes, og handlingen bæres frem. Den måde, dine personer taler på, gør dem levende og lader læseren relatere sig til dem. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke selve dialogen, der er historiens essens: Det er alt det, der er rundt om: Omgivelserne, lydene, lyset, et blik eller en dør, der pludselig åbnes. For hvem ved, hvad der er på den anden side af den dør?

Vi kom igennem uge to. Nu venter uge tre – og så bliver det sjovt. For i uge tre tager din fortælling fart, du kender dine karakterer og det univers, din historie udspiller sig i. Vent bare, inden du får set dig om, flyver fingrene ivrigt henover tasterne.

God skrivelyst.