Kender du ikke det, at din telefon er løbet tør for strøm, og du har glemt opladeren derhjemme? Eller endnu værre: Du har glemt telefonen? Oh ve og skræk! Nu er gode råd dyre! For hvordan skal du komme igennem resten af dagen uden din telefon? Uden forbindelse til omverdenen. Uden mulighed for at tjekke mails, Facebook, Instagram og Snapchat. Uden mulighed for at slå hverken vigtige eller ligegyldige oplysninger op på nettet. Tænk nu, hvis du går glip af noget? Det er en skrækkelig tanke, der hele tiden bliver værre, hver gang du vanemæssigt griber efter telefonen i lommen, og ærgerlig kommer i tanker om, at den ikke er der.

Men er det egentlig så frygteligt at undvære sin telefon? Eller kan det være en kærkommen mulighed for at stå af ræset for en stund? Måske behøver vi ikke være bange for at gå glip af noget, når vi står der helt uden telefon og internet, men i stedet favne det som en ny mulighed. I denne ånd har jeg siden i mandags deltaget i en udfordring, der løber over tre uger: JOMO. Måske kender du allerede begrebet. Det står for Joy Of Missing Out, og det er ment som en modvægt til den frygt for at gå glip af noget, som ofte kan præge os i vores fortravlede, digitaliserede hverdag. Det er Fucking Flink, der står bag udfordringen, som ganske enkelt går ud på, at man slukker sin telefon i en time hver eneste dag i 21 dage. I den time skal man så øve sig på at være nærværende – i modsætning til at lade sig distrahere og stresse af telefonens konstante nyhedsflow og lokkende distraktioner.

I løbet af de 21 dage modtager man en daglig udfordring: Ideer og inspiration til, hvad man kan lave, når man på den måde er afskåret fra omverdenen og dermed næsten fortabt. Synes du, det lyder overdrevet? Det kunne man godt tro. Men prøv f.eks. en af de mange apps, der måler, hvor tit du egentlig tager din telefon op af lommen for at tjekke et eller andet. Du vil helt sikkert blive overrasket. Jeg tror ikke, at det er nogen overdrivelse, når Fucking Flink hævder, at det digitale overforbrug er en af de mest presserende udfordringer, vi mennesker står overfor.

Udfordringen på den første dag var at vende blikket indad og spørge sig selv, hvorfor man er med i JOMO, og hvad man hellere vil bruge sin tid på. Det var en god udfordring – især fordi jeg på forhånd havde tænkt mig at bruge min første JOMO-time på dette, allerede inden udfordringen landede i min indbakke.

Nuvel, telefonen blev slukket, og jeg brainstormede. Skrev alle de gode ideer og lyse indfald ned på det dertil indrettede A4-ark og satte det pligtskyldigst op på væggen som en venlig reminder. Dér skulle den så hænge i 21 dage. Da det var gjort, var der kun gået ca. 20 minutter, så nu gjaldt det om at vælge, hvad jeg så skulle lave – sådan helt offline. Heldigvis havde jeg jo lige lavet min liste, så det var bare at gå i gang. Det forekom mig at være en god idé at løse en eller anden praktisk lille opgave. Du ved, den slags, hvor man hele tiden tænker: “Dét må jeg se at få gjort en dag” – uden at det nogensinde bliver til noget. Faktisk syntes jeg, at det var en så fremragende idé, at jeg lagde ud med at skrive syv af den slags småting ned i min kalender, én til hver dag i en uge. Tænk engang, på blot én uge vil jeg så være sluppet af med hele syv af hverdagens små irritationsmomenter! Ikke dårligt.

Derefter lagde jeg kalenderen til side og kastede mig over den første af disse små-opgaver, nemlig at organisere min rodeskuffe. Har du ikke også sådan en skuffe? Det er næsten altid den øverste skuffe i et eller andet møbel, hvor hensigten engang var, at den skulle bruges til opbevaring af de ting, man bruger rigtig ofte. En kuglepen, en notesblok, en pung til småpenge og – i mit tilfælde – allergipiller. Alt sådan noget praktisk noget. Men lige pludselig og ganske uforklarligt er alt det praktiske begravet nederst i skuffen under dynger af nøgleringe, gamle bon’er og spillekort.

Den skuffe har irriteret mig længe, og jeg havde endda i lang tid haft nogle små æsker klar, som skulle bruges til at organisere skuffens indhold med. Disse æsker lå nu oven på kommoden og irriterede mig endnu mere. Men nu skulle jeg jo lave noget, der var helt offline – så vupti ud med skuffen, tømme det hele ud og sortere tingene igennem. Nogle ting var skrald og skulle smides ud, andre ting skulle i virkeligheden ligge et helt andet sted. Væk og på plads med dem. Resten blev pænt fordelt i æskerne, og inden der var gået tyve minutter var skuffen organiseret, praktisk og slet ikke spor irriterende.

Dét skulle jeg måske have gjort noget før.

Jeg havde stadig tyve minutter tilbage af min JOMO-time, så hvad nu? Heldigvis var et gemt og næsten glemt projekt dukket op: For længe siden har jeg købt en bog med titlen Bogen Til Mine Kære. Det er en bog, hvor man kan gøre notater, samle oplysninger og videregive sine tanker omkring sin egen bortgang til sine nærmeste. Det lyder måske som noget, der hører til i den mørke ende, men jeg synes, at det er en smuk tanke, at man således kan hjælpe sine efterladte, når man engang er borte. Denne bog havde forvildet sig ned i bunden af føromtalte rodeskuffe, men nu så den dagens lys. Jeg havde aldrig skrevet så meget som en linie i den, og den smukke tanke er jo ikke så meget værd, når den forbliver en tanke blot. Og er der noget mere indlysende end at bruge sin JOMO-tid til at gøre notater i Bogen Til Mine Kære? Næppe. Så jeg fandt en kuglepen frem (det var nemt, for skriveredskaberne lå pænt og ordentligt i den tidligere rodeskuffe), og gav mig til at udfylde bogen. Inden jeg fik set mig om, var tiden gået – og lidt til, faktisk. Jeg lagde bogen fra mig og besluttede med det samme, at jeg næste dag igen ville bruge en del af min JOMO-tid på at skrive i den.

Nu er der så gået en uge. Hver dag har Fucking Flink sendt en udfordring til dagens JOMO: Læs en bog, gå en tur, kig på gamle fotos, lav slet ingenting, lær noget nyt eller gør en af hverdagens mange, små sysler til noget vigtigt. Det er klart, at jeg selv vælger, om jeg vil tage udfordringen op, eller blot bruge den som inspiration – eller måske finde på noget helt, helt andet. Hvis bare jeg slukker den dér mobil i en time.

En af de første udfordringer var at beslutte, hvornår på dagen man vil slukke sin telefon. Jeg besluttede mig for, at det skulle være om aftenen, så jeg kan sætte tempoet ned inden sengetid. God plan. Jeg besluttede også, at det ikke var nok at slukke telefonen. Udfordringen måtte også omfatte computeren – i hvert fald internetdelen. Jeg ville jo være lige vidt, hvis jeg bare gik på nettet på computeren, når telefonen var slukket.

Altså: Helt offline.

Og slet, slet intet TV eller streaming.

Jeg må indrømme, at det overrasker mig, hvor meget man egentlig bruger telefonen (læs: internettet) – selv, når man synes, at man laver noget helt andet. Konstant er der et eller andet, jeg liiiige kan slå op. Som f.eks. når jeg skal udfylde dåbssted i Bogen Til Mine Kære og ikke kan finde min dåbsattest – selvfølgelig kan jeg finde oplysningerne på nettet. Eller når jeg skal komme i tanker om, hvor og hvornår et foto er taget, og hvem der havde fødselsdag, og hvad hed nu den dér sang, vi altid hørte dengang? Jeg kan finde det alt sammen i min bærbare. Eller når jeg sidder og jonglerer med mit privatbudget, sådan helt lavpraktisk på et stykke papir og ikke kan huske, hvad dit og dat koster? Det står jo for hulen i netbank!

Men jeg har været standhaftig og har holdt mig væk fra det alt sammen, for jeg ved jo godt, at når jeg først er gået på nettet i et eller andet ærinde, så har jeg en tendens til at blive hængende, lokket af nyheder, underholdning og alt muligt andet. Telefonen er pligtskyldigst blevet slukket, og jeg har nidkært holdt mig selv fra at bruge computeren til noget som helst, med undtagelse af at lytte til musik. Helst musik, jeg ikke normalt lytter til, og i hvert fald ikke radioprogrammer med interviews og reklamer.

Jeg er hurtigt kommet til at holde af min daglige offline time. Faktisk i en sådan grad, at jeg næsten hver dag har glemt tiden, og timen er blevet til halvanden eller to timer. Spørgsmålet er, om jeg er gået glip af noget? Er der vigtige ting og meddelelser, der har undsluppet sig min opmærksomhed, fordi jeg ikke har været “på”? Er verden brudt sammen, mens jeg kiggede den anden vej?

Det tror jeg faktisk ikke.

(Dette indlæg indeholder affiliate links)