Efter en lang pause er jeg endelig tilbage på bloggen. En meget lang pause. En alt, alt for lang pause. Igen og igen spørger jeg mig selv: Hvorfor blev den pause nu også så lang? Hvorfor har jeg ikke bare sat mig ved computeren for at skrive mine tanker ned, ganske som jeg plejer? For de har jo været der, tankerne. I tusindvis. Myriader af tanker. Jeg har bare ikke fundet ro til at skrive dem ned, og – som vi mennesker ofte gør – så bebrejder jeg mig selv: “Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen?” spørger jeg vredt. Inderst inde kender jeg selvfølgelig godt svaret: Der er sket store omvæltninger i mit liv, som har krævet al min energi, og det har holdt mig borte fra tasterne.

Det ved jeg så udmærket godt.

Jeg ved også godt, at det er okay.

Og alligevel får jeg dårlig samvittighed, når jeg ikke får skrevet så meget, som jeg gerne ville.

Jeg får heller ikke arbejdet på mine projekter, selvom jeg gerne vil. Det giver mig også dårlig samvittighed.

Der har ikke været overskud til at være helt så nærværende for mine kære, som jeg gerne ville. Det bliver min samvittighed helt sort af.

Og den sidste flyttekasse står bare dér og griner af mig uden at være pakket ud og stillet væk. “Du er vist ikke helt god nok,” siger den til mig.

Men hvad er det egentlig for noget pjat med al den dårlige samvittighed? I den slags situationer forsøger jeg – når altså overskuddet er til det – at spørge mig selv, hvordan jeg ville råde en god ven, der havde det på samme måde. Hvordan ville jeg trøste en ven, der var helt nede i kulkælderen over, at han ikke sprudlede af energi og foretagsomhed, når hans liv pludselig vender på hovedet, og han kæmper for at finde fast grund under fødderne i en alt for foranderlig verden?

Jeg ville sige til min ven, at han skal kigge på forsiden af medaljen og fokusere på alt det, han rent faktisk har opnået. Også selvom der stadig er løse ender, der skal bindes, og flyttekasser, der skal pakkes ud. Og det vil jeg også sige til dig (og ikke mindst til mig selv): Selvom der ligger støv og nullermænd i hvert eneste hjørne, selvom din hverdag kun lige akkurat hænger sammen, og selvom du har fyldt din todo-liste op med alskens gøremål, som du slet ikke har kræfter til blot at begynde at tænke på, så har du dog opnået dette: Du har fundet dit eget ståsted i tilværelsen. Du står op hver morgen, selvom livet presser sig på og verden står på hovedet. Du har taget dit hjerte med i dit arbejde, og du har skabt et hjem.

Så lad to-do liste være to-do liste og giv dig selv et pusterum. Lyt til dig selv og hør efter, når du trænger til en pause midt i denne hvirvelstrøm, som lige nu er dit liv. For uden disse pauser vil du blive revet med, og så kommer du måske aldrig i mål. Jeg har ofte hørt folk sige, at verden ikke venter på nogen, men det passer ikke. Når du er færdig med din pause, er verden der stadigvæk, og så har du fornyede kræfter til at skabe det liv, du fortjener. Lige midt i den snurrende, skøre verden, som venter på dig derude.

I mellemtiden skal du ikke være bange for at vise forsiden af medaljen frem. Kig på den og nyd den, for du har fortjent den medalje. Som alle ved, har medaljen altid en bagside, men det kan du tage dig af, når du er klar til. Indtil da, så gør dig selv den tjeneste at give dig selv et pusterum. Verden skal nok vente på dig, for du er værd at vente på.