Det er dejligt at drømme, og vi gør det alle sammen. Om natten drømmer vi os til besynderlige og forunderlige verdener, hvor alt kan ske, og hvor det umulige er muligt. Og om dagen, når vi er vågne, kan det være, at vi tillader os at dagdrømme lidt. Vi forestiller os, hvordan livet og fremtiden kan forme sig. Vi tænker på alle de ting, vi gerne vil opnå i tilværelsen. For en stund lader vi os opsluge af lykkelige fremtidsscenarier, der udspiller sig for vores indre blik.
Men som du ved, findes der både gode og onde drømme, og du er ikke altid selv herre over, om det er den ene eller den anden slags, der dukker op i dit sind. Ikke engang, når det gælder dagdrømmene, selvom du er helt vågen og har åbne øjne. Sommetider løber tankerne løbsk, og du fanges ind i forestillinger om alt det, der kan gå galt i morgen, eller i overmorgen, eller næste år. Eller dagdrømmen bliver til en uvirksom fantasi, der tynger dig – i stedet for at inspirere dig.
Den slags drømme kunne du sikkert godt undvære, men forestil dig, hvordan det ville være, hvis du slet ikke havde nogen drømme. Det ville ikke være helt det samme, vel? Vores evne til at drømme er noget af det, der gør os til mennesker, og jeg tror ikke, at nogen af os egentlig vil være foruden, når det kommer til stykket. Men hvor kunne det være rart, hvis man kunne sortere i dem, ikke sandt? Tænk bare, hvis de onde og dårlige drømme blev filtreret fra. Som i indianernes drømmefanger, hvor kun de gode drømme kommer gennem hullet i midten, hvorfra drømmen blidt glider ned ad de bløde fjer til den sovende person. Men de dårlige drømme kender ikke vejen og bliver viklet ind i nettet – og når dagen gryr, opløses de og bliver til intet.
Legenden om drømmefangeren
En edderkop var i gang med at spinde sit spind hos den gamle indianske bedstemor Nokomis.
Hver dag holdt Nokomis øje med edderkoppens flittige arbejde. En dag, mens hun sad og iagttog edderkoppen, kom hendes barnebarn på besøg.
“En edderkop!” råbte han højt og greb en sko for at slå den ihjel.
“Nej, nej,” hviskede den gamle kvinde, “lad den være i fred.”
“Hvorfor beskytter du edderkoppen?” spurgte den lille dreng.
Den gamle kvinde smilede, men svarede ikke. Da drengen tog hjem, kravlede edderkoppen hen til den gamle kvinde for at takke hende, fordi hun reddede dens liv. Edderkoppen sagde til hende: “I mange dage har du set på, at jeg spandt og vævede mit spind. Du har beundret mit arbejde og reddet mit liv. Til gengæld vil jeg give dig en gave.”
Edderkoppen smilede og kravlede igen op til sit spind og arbejdede videre. Snart blev det nat, og månen skinnede gennem vinduet på det tynde sølvagtige edderkoppespind. “Se, hvordan jeg spinder,” sagde edderkoppen. “Se og lær, at hver eneste tråd vil fange de dårlige drømme. Kun gode drømme vil komme igennem det lille hul i midten. Dette er min gave til dig. Brug gaven, og du vil kun huske de gode drømme. De dårlige drømme vil blive håbløs indviklet i nettet.”
(Forfatter ukendt)
Indianerne vidste, at drømmene har magiske egenskaber. De kan være pejlemærker, som vi styrer efter på vores vej gennem livet. Vi kan finde sammen i drømme: når vi forestiller os, hvordan livet og verden og fremtiden skal udfolde sig, og opdager, at der findes et andet menneske, der kan se den samme fremtid udspille sig for sit indre blik. Så drømmer man sammen, opstiller mål og følges ad et stykke af vejen
Det er godt at drømme. Det åbner os op for vores muligheder og bringer os fremad, når vi forestiller os, hvordan verden kunne se ud. Det er menneskets evne til at drømme, til at forestille sig en anderledes fremtid, der sætter os i gang og får os til at skabe, at opfinde, at undersøge, udforske og opleve.
Men hvis drømmen forbliver blot en drøm, bliver den i bedste fald et luftkastel, i værste fald et mareridt. Så er det på tide at give slip på drømmen. Selvom det gør ondt, må du til tider indse, at netop denne drøm aldrig bliver til andet end en sød fantasi: Den kan være skøn at tænke på, og den kan trøste dig i triste stunder, men den kan også holde dig borte fra det, der virkelig betyder noget. Den kan forhindre dig i at skabe et godt og lykkeligt liv for dig og dine.
Så skal du give slip. Du kan gemme drømmen i dit hjerte som et kært minde, men den har udspillet sin rolle som pejlemærke i dit liv. Den skal ikke længere finde vej gennem hullet i midten af drømmefangeren.
Sig til dig selv: “Det bliver aldrig til noget, og det er trist, men jeg har så mange andre muligheder.” Lad ikke umulige drømme stå i vejen for dit liv. Gem de søde drømme i dit allerindeste, for de er en værdifuld del af dig, og giv så slip. Lad ikke drømmen blive til et mareridt, for du fortjener så meget mere. Find en ny drøm.
Skriv et svar