I de seneste uger og måneder er der opstået en lang række helt nye ord, og de begynder alle sammen med corona: Corona-krise, corona-hjælpepakke, corona-kram, corona-konkurs, corona-stress, corona-job og ikke mindst corona-træthed. For ærlig talt, er du ikke bare træt af, at verden står på hovedet? Jeg savner i hvert fald hverdagen. Det er virkelig ikke det samme at gå på arbejde, når der ikke er nogen kunder, ingen gæster, ingen kolleger og kun en usikker fremtid, hvor det eneste, vi har at se frem til, er myndighedernes næste udmelding. Og det er overhovedet ikke det samme kun at kunne mødes med sine kære via telefonen eller Skype eller Teams eller Zoom, og vi må nøjes med at vinke til hinanden i stedet for at give en krammer.

Jeg savner i hvert fald hverdagen.

Den er ellers udskældt nok, den der hverdag. Har du ikke engang imellem brokket dig over dens evindelige trummerum? Har du ikke været led og ked af at traske rundt i hamsterhjulet og sidde fast i alle hverdagens små, intetsigende rutiner?

Og nu savner vi det alt sammen. Det fik mig til at tænke på den nok bedste hyldest til hverdagen. Du kender den sikkert: Dan Turélls uovertrufne kærlighedserklæring til en hverdag, der på én gang altid er ny og altid den samme. Når han beskriver de morgener, hvor han vågner op til den gammelkendte udsigt, der trods alt også altid har noget nyt at byde på. De kære ansigter, der er trygt fortrolige, men alligevel overraskende fremmede. Ansigter, man kan gå på opdagelse i for at lære noget nyt om dem.

Det samme gælder hverdagen. Den hverdag, som vi nu allesammen savner lidt, med al dens rutineprægede trummerum. Også her kan vi gå på opdagelse og lære noget nyt, både om verden og om os selv. En hverdag er en base og et udgangspunkt. Herfra min verden går, som en anden kendt dansk digter udtrykte det.

For ikke så længe siden læste jeg A Guide to the Good Life af William B. Irvine – en iøvrigt udmærket indføring i stoicismen. De gamle stoikere arbejdede bl.a. med negativ visualisering. Det er et begreb, der ved første øjekast kan virke lidt bagvendt i forhold til meget af det, man ellers læser om visualisering. For går det ikke ud på, at man forestiller sig, hvordan man kan opnå sine mål og virkeliggøre sine håb og drømme for derved at indstille sit mindset på at gøre netop det? Ligesom topatleten, der bruger visualisering i sin træning for at løbe hurtigere, hoppe højere, score flere mål? Hvordan kan stoikerne så sige, at vi skal bruge negativ visualisering? Hvordan skulle vi på nogen måde kunne blive lykkeligere eller endda bedre mennesker ved at forestille os, at vi har mistet alt? Det enkle svar er, at vi gennem den negative visualisering lærer at værdsætte det, vi har. Det kunne jo f.eks være hverdagen med al dens gråmelerede ensartethed. At værdsætte det, vi har, betyder ikke, at man nødvendigvis skal slå sig til tåls med det. At man skal resignere og lade verden være, som verden er. Man kan sagtens sætte pris på sin hverdag, samtidig med at man prøver at ændre den.

Men en hverdag skal man have. Man kan godt, som Dan Turèll, være helt bims med det hverdagsagtige i at opdage, at man er løbet tør for tape og bleer, selvom det er voldsomt irriterende, at man nu igen skal ud at handle efter kød, kartofler, kaffe og kiks. Hvis corona-krisen på nogen måde har bidraget med noget positivt, så er det måske netop det: at mange af os har lært at sætte pris på hverdagen. Og så vil jeg her til sidst overlade ordet til Onkel Danny – for hvem udtrykker det bedre end han:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
Der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser –
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
Med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
Når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne –
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape –
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
Med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
Vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere –
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
I hvilens og hverdagens seng
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen