Jeg har været væk fra bloggen længe. Flere år, faktisk. Jeg har også været væk fra min hjemmeside og fra de sociale medier. Men det værste er, at jeg til sidst kom helt væk fra mig selv. Men så skete der noget. Måske var det hjemmesidens skyld. Måske var det en åbenhjertig samtale. Måske var det foråret, eller tiden, der trofast læger alting. Måske var det en lille sprække.

For at være helt præcis har jeg været væk fra hjemmesiden i fire år, otte måneder og otteogtyve dage. Efter så lang tid løber den teknologiske udvikling upåagtet afsted, og pludselig står man med en blank side, en forældet version af WordPress og adskillige plugins, der bare ikke virker mere. Jeg tog fat på det, og nu er det langsomt begyndt at spille igen. Succes! En lille sprække.

De, der kender mig, ved at jeg holder meget af at gå. Den ene fod foran den anden, bedre bliver det ikke. Eller det vil sige: På denne tid af året bliver det faktisk endnu bedre, når jeg på min daglige gåtur kan se de første forårsblomster, der modigt stikker hovedet op fra jorden. Planter er stærke og kan gennembryde alting, hvis bare der er en lille sprække. 

Der er en sang med sprækker. Nej, egentlig er der to. For i 2016 udgav Simon Kvamm singlen ‘Revner’, og en revne er vel også en slags sprække. Umiddelbart synes Kvamms tekst at handle mest om de bekymringer, man kan have. Tænk, hvis huset styrter sammen? Tænk, hvis min hofte aldrig vil hele. Tænk, hvis der bare kommer flere og flere revner, jo ældre, jeg bliver? Og så alligevel. Der er et lille glimt at lys, når han synger: Jeg er ved at revne når jeg står i mit fyrtårn / Og ser ud over jorden /Og tænker på dem jeg har kendt / Og solen stikker lyssværd gennem revnerne i skyerne / Og jeg råber så højt jeg kan; jeg kommer aldrig ned igen!

Det tyder på, at Simon Kvamm – der efter eget udsagn altid har haft det svært med revner – har erkendt, at der bare er revner i livet. 

Én ting er accept. Noget andet er håb. Og ingen har udtrykt det bedre end Leonard Cohen i hans ‘Anthem’. Muligvis verdens smukkeste sang om sprækker. Jeg har læst et sted, at Cohen var 10 år om at skrive denne sang, og man må sige, at det var besværet værd. Teksten bliver med god grund meget ofte citeret, særligt for linjerne: ‘There’s a crack in everything / that’s how the light gets in‘. Også Simon Kvamm henviser til dette skønne citat i forbindelse med sin egen sang om revner.

Cohens tekst er selvfølgelig meget mere end dette lille citat. Ét sted så jeg teksten forklaret som en moderne fortolkning af påskeevangeliet, og der er også rigtig mange bibelreferencer i teksten. Men det, der rammer mig allermest, er sangens hyldest til det uperfekte menneske. Vi tror altid, at vi kan kontrollere alting og være ufejlbarlige. Og som jeg læste i en anden sammenhæng: Så snart jeg tror, jeg kan opnå det perfekte, har jeg ikke gjort det godt nok. Jeg ser ‘Anthem’ som en opfordring til at gøre plads til livets sprækker, for de er der altid. Intet er perfekt, men gennem sprækkerne strømmer lyset. Så er der plads til noget nyt. Plads til liv.

Der skal være plads. I verden er der larm, men der kan være sprækker af stilhed. Der er sprækker med alenehed. I en endeløs strøm af smalltalk er der mellemrum og pausekommaer, som giver sprækker med plads til eftertænksomhed og nærhed. Der er sprækker, hvor du kan trække vejret. Der er altid sprækker i livet, for intet er perfekt, men måske er det netop det uperfekte, det skøre og det skæve, der gør os – ja, perfekt menneskelige.

Lyt til ‘Anthem’