Hug en hæl og klip en tå

Da jeg var barn, hang der fire små teaktræshylder på væggen mellem min og min brors seng på det værelse, vi delte. Her stod vores beskedne bogsamling. Sammen med Jumbobøgerne, som vistnok var fælleseje, stod min brors bøger om De 5 og hans Hitchcock-mysterier, og jeg havde mine eventyrbøger og 365 godnathistorier. Og så var der Ælle Bælle-bøgerne. En samling små letlæste hæfter for børn, der dengang stadig var lidt af en nyskabelse i dansk børnelitteratur. Men for mig var det meget mere. Det var en dør til en magisk verden. Ét hæfte blev læst så mange gange, at det næsten blev slidt op. I dag får historien mig til at tænke på, om vi mennesker sommetider har alt for travlt med at tilpasse os.

For 75 år siden var børnebøger en dyr luksus, som ikke alle havde råd til. Men i midten af 50’erne var Per Carlsen, stifter af Carlsens Forlag, på rejse i USA og stødte på et nyt fænomen: Wonder Books og Little Golden Books var små, billige bøger, der gentænkte børnelitteraturen og gjorde den tilgængelig for alle. Carlsen tog ideen med til Danmark, og i 1956 udkom den første Ælle Bælle-bog efter samme opskrift. Frem til 1982 udkom ikke mindre end 276 Ælle-Bælle-bøger, og for to år siden begyndte Carlsens Forlag igen at udsende serien, denne gang som hardback, med rigtig mange Disney-historier og ikke nær så mange klassikere.

Jeg synes ikke, det er helt det samme.

275 bøger i den klassiske Ælle-Bælle-serie! Så mange hæfter stod ikke på vores små boghylder på børneværelset, men der stod en god samling, og én af mine favoritter var historien om Askepot. Jeg læste den igen og igen, indtil både siderne og omslaget blev helt krøllet og flosset i kanten. Det var ikke Disney-udgaven med Tim og Bum og alle de andre dyr, der hjælper stakkels, stakkels Askepot-pot, selvom tegnefilmen for længst var udkommet dengang.

Nej, det var den fine genfortælling af Brødrene Grimms klassiske eventyr, oversat af Grete Janus Hertz og med Margret Rettichs skønne illustrationer. Det er i sig selv befriende, at Askepot ikke er fremstillet som en lyshåret og blåøjet pige i lyserøde kjoler som i Disney-udgaven. I stedet er hun en helt almindelig pige med brunt hår og et godt hjerte. Mit favoritscene i bogen er, når fuglen i pæretræet på Askepots mors grav siger: Hug en hæl og klip en tå, den rette har ikke guldskoen på. 

Nu, som voksen, får det lille vers mig til at tænke på, at vi mennesker – måske – har fået en uheldig tendens til at tilpasse os alt for meget. Selvfølgelig er en vis tilpasning en positiv ting og menneskets tilpasningsevne har spillet en stor rolle for artens udbredelse på jordkloden. Darwin har jo trods alt ikke levet forgæves. 

Men sommetider går tilpasningen for vidt.

Med den politiske korrekthed, krænkelsesparatheden og jagten på det perfekte, bliver vi lammet på mening og handling. Hvis mennesket hele tiden har brug for at hugge en hæl og klippe en tå for at passe ind, er det måske tegn på, at man går i for små sko. Som Askepots onde stedsøstre prøver vi af al magt at passe ind – også selvom det får os til at bløde. De prøver at være noget andet, end de er, og det går grueligt galt. Mens Askepot bare er sig selv. Eller i hvert fald næsten, for også hun skjuler sig bag de skønne klædninger, som hun får af fuglen i pæretræet. Med lånte fjer får hun adgang til slottet, til ballet og til prinsen.

Men skoen, den kan hun passe.

Det er vel i sidste ende ligegyldigt, om håret er blond eller brunt, om man går i glassko eller i træsko. Det vigtige er, at man er lige præcis den person, der passer bedst i de sko, man nu engang har på.