“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Ordene er skrevet af K.E. Løgstrup i 1956, og det er efter min bedste overbevisning ét af de smukkeste citater om vores gensidige forbundethed. Det er også – med rette – et af de oftest citerede udsagn fra Løgstrup. Men hvad betyder det egentlig at holde noget af et andet menneskets liv i sin hånd? Det handler om det, som Løgstrup kalder den etiske fordring, og det er en fordring til os allesammen.

Det er ikke muligt for os mennesker at være sammen med et andet menneske uden at tage del i dette menneskes liv. Hvad enten vi vil det eller ej. Det er derfor, det er så svært, når vi sommetider er nødt til at tage afsked. For når vi holder en del af et menneskes liv i vores hænder, ja, så mister vi også noget, når dette menneske forsvinder fra vores liv. Det er i afskeden, at forbindelsen til det andet menneske føles stærkest. Når vi siger farvel, må vi give slip på noget af os selv, og den, vi siger farvel til, må gøre det samme.

Jeg har været nødt til at sige farvel til nogle skønne børn, som ikke ville andet end det bedste for mig, og jeg ville ikke andet end det bedste for dem. Men vi var alle sammen placeret i en situation, der var større end os, og som ikke fungerede. Selvom vi alle prøvede, det bedste, vi kunne. Alle de børn har rørt mit hjerte, og afskeden med dem var både en sorg og en glæde. Jeg sørger, fordi jeg blev nødt til at give slip. Jeg glædes, fordi jeg ser, at jeg også har en plads i deres hjerter.

Det sværeste er, når vi siger farvel til børn. Deres umiddelbarhed og deres ligefremhed ligger som en påtrængende fordring til os voksne om at tage os af dem. Sommetider kan det ikke lade sig gøre. Sommetider er vi nødt til at give slip på de børn, der for en stund boede i vores hjerter. På en eller anden måde vil de altid bo der, for vi har jo holdt deres liv i vores hænder. Men hvis vi ikke kan leve op til den etiske fordring om at tage vare på den anden, så må vi give slip.

Har vi så fejlet?

Det er dét, der gør afsked så svær: Tanken om, at man har fejlet i forhold til de liv, man holdt i sine hænder, og som man skulle tage vare på.

Det er så smukt, det bånd, som Løgstrup så mellem mennesker. Han mente, at vi nødvendigvis altid må se os selv i forhold til andre. Forholdet til den anden er altid en vekselvirkning mellem magt og selvudlevering. I mødet med andre mennesker er det derfor grundlæggende, at vi har tillid til, at de andre ikke vil os noget ondt. De mennesker, der mødes, skal så at sige være ligeværdige. Og det er netop sådan, det burde være.

Men hvad nu, hvis det ikke er sådan? Hvad nu, hvis magtforholdet er skævt? Hvad nu, hvis den ene part misbruger den nødvendige grundlæggende tillid? Hvis den grundlæggende mellemmenneskelige kontrakt brydes?

Det minder mig altsammen om anerkendelsens dialektik. Et frygteligt fornemt begreb, der i sin korte form betyder, at vi mennesker kun kan blive individer, når vi spejler os i den anden i et ligeværdigt forhold. Det er den ultimative forening af den ene og det fælles.

Hvis denne forening nu ikke kan lade sig gøre?

Så må vi tage afsked.

Men vi skal aldrig opgive troen på, at vi mennesker faktisk formår at leve op til den etiske fordring:

Fordringen er blandt andet formuleret i den gyldne regel: Alt, hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem. Den er alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld. Den forlanger, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske, der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted, for så aktuelt at handle imod den anden på den måde. (K.E. Løgstrup, “Norm og spontanitet”, Gyldendal, 1972).

Så lad fantasien komme til orde. En fantasi om, at vi vil hinanden det godt. Selv i denne verden, der ikke blot er lunken, men brandvarm. Og selvom vi giver slip på nogle af de mennesker – børn som voksne – der har rørt vores hjerte og hvis liv vi har holdt i hænderne – så er I stadig i hjertet, stadig i hænderne, stadig i vores varetægt.