Jeg stødte på et smukt citat, som passer alt for godt til den tid, vi lever i lige nu. En tid med krig og krise, hvor alt mange føler sig usikre og utrygge. Måske er der også alt for få, der føler sig forbundet til hinanden. Som føler sig hjemme i deres egen verden. Citatet stammer fra bogen Possesing the Secrets of Joy af Alice Walker. Jeg indrømmer, at jeg ikke har læst bogen, men jeg føjer den straks til min læseliste, og for nu må jeg så nøjes med at fundere over det lille citat, som siger så meget:

How sad now never to see men holding hands, while everywhere one looks they are holding guns.

Ordene gør mig både trist og opløftet. Det triste ligger i al den ufred, der er i verden. Ikke blot krig og trusler, som i sig selv er slemt nok – men også i form af en grundlæggende stemning af, at det altsammen ikke nytter noget alligevel. En form for alenehed – og ikke på den gode måde, hvor et menneske nyder sig eget selskab. Måske er der snarere tale om forladthed. Er der ikke en tendens i tiden til, at vi mennesker allerhelst vil være os selv nok og i hvert fald er os selv nærmest? Jeg er ganske klar over det fornuftige i, at man altid selv skal tage sin egen iltmaske på først, inden man kan hjælpe andre. Det har snart sagt alle selvhjælpsbøger belært os alle sammen om i årevis. Og det er naturligvis rigtigt, for ingen kan hjælpe andre, hvis man ikke selv kan trække vejret.

Men alligevel.

Er vi virkelig altid os selv nok? Jeg tror det ikke. Jeg tror altid, at mennesker har brug for mennesker. Og mine tanker vender sig igen til Løgstrup og den etiske fordring. Lad os nu passe på hinanden. Det er det, der gør os menneskelige.

For mere end to tusind år siden skrev den romerske filosof Cicero:

Det er menneskets opgave at blive menneske

Så enkelt kan det udtrykkes, og det er ikke mere mystisk end dét. Naturligvis kan vi så diskutere, hvad det vil sige at være menneske, og det er da også blevet diskuteret lige siden. Men når alt kommer til alt, så tror jeg ikke, at vi kan komme uden om, at et menneske kun kan blive et menneske sammen med andre mennesker.

Og det bringer mig til den anden del af Alice Walker-citatet. Den del, der kan gøre mig en lille smule opløftet: Muligheden for, at mennesker holder hinanden i hånden. I overført betydning, forstås. Det er for mig et udtryk for den forbundethed, som vi ikke kan leve foruden. Og så længe mennesker kan udtrykke det, er der et håb. Våben og ufred til trods.

Vender vi blikket mod Afrika, nærmere bestemt Sydafrika, findes der et begreb, der netop udtrykker dette: Ubuntu. Jeg stødte første gang på begrebet hos Desmond Tutu – nok ét af de mest rummelige mennesker, verden endnu har set. Men jeg har også mødt begrebet hos Nelson Mendela, Barack Obama og endda i den meditationsapp, jeg bruger hver morgen, når jeg begynder min dag. Desmond Tutu beskriver Ubuntu således:

One of the sayings in our country is Ubuntu – the essence of being human. Ubuntu speaks particularly about the fact that you can’t exist as a human being in isolation. It speaks about our interconnectedness. You can’t be human all by yourself, and when you have this quality – Ubuntu – you are known for your generosity. We think of ourselves far too frequently as just individuals, separated from one another, whereas you are connected and what you do affects the whole World. When you do well, it spreads out; it is for the whole of humanity.

It means the essence of being human. You know when it is there and when it is absent. It speaks about humaneness, gentleness, hospitality, putting yourself out on behalf of others, being vulnerable. It embraces compassion and toughness. It recognizes that my humanity is bound up in yours, for we can only be human together.

Tanken som sådan er vel heller ikke ukendt i vores del af verden. Vi kender alle sammen til The butterfly-effect og til talemåder som ‘Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig‘ og det kristne bud om næstekærlighed. Der er en hel filosofisk tradition, der sætter anerkendelsen og mødet med Den Anden op som en nødvendig forudsætning for vores egen, individuelle udvikling. Men det er, som om Ubuntu stikker lige lidt dybere. Nelson Mandela sagde engang: ‘we are human only through the humanity of others‘. Dét er Ubuntu, og det er det samme, som Desmond Tutu udtrykker helt kort, når han siger: ‘Jeg er, fordi vi er’.

Et eller andet sted ved vi det jo godt. Sommetider kommer vi måske bare til at glemme det. Og da er det enkle og dog komplekse begreb om Ubunto en god påmindelse. Vi behøver måske ikke lange og indviklede forklaringer på vores forbundethed. Det kan være, at det vil gøre relationen kunstig og fremmed. Men vi skal huske på, at den er der og handle derefter. Så godt, som vi nu kan. Så kan det være, at vi kommer til at opleve, at mennesker holder hinandens hænder – i stedet for at tage våben i hånd.