1984 begyndte i et rækkehus på Amager, hvor jeg vågnede op lettere omtåget efter en ganske særlig nytårsaften. Det særlige lå i, at det var første gang, jeg fejrede nytårsaften uden min familie. Uden forældre. Faktisk helt uden voksen overvågning.
Det var ikke lige overvågning, jeg tænkte mest på, mens jeg gned søvnen ud af øjnene om morgenen på den allerførste dag i det skæbnesvangre år 1984. Der var ellers allerede blevet talt meget om det. Året var ventet med frygt og bæven. Alle vidste, at Orwell var kommet frem til året 1984 ved blot at bytte om på de to sidste cifre i det år, hvor han skrev romanen. Men alligevel. Nu ville det hele jo gå i opfyldelse. Fremtidslegenden ville blive til virkelighed. Et teknologisk mareridt af overvågning. Mennesket reduceret til død.
Jeg var belæst nok til at blive fanget af dommedagsstemningen og ung nok til at have meninger om alting, så jeg farvede mit hår sort og skrev ”no future” på min taske og min store frakke, som jeg havde indkøbt i genbrugsbutikken, hvor der altid lugtede fugtigt af hengemte ideer. Om natten skrev jeg digte og teaterstykker på en gammel skrivemaskine af et ukendt fabrikat. Farvebåndet blev vendt igen og igen, mens jeg lykkeligt tæskede løs på tasterne, indtil min søster kom ind med strithår og søvn i øjnene. ”Kan du så for helvede holde op med at skrive!” skreg hun. ”Det er midt om natten!” Det hjalp overhovedet ikke at indvende, at jeg nødvendigvis måtte skrive om natten. Det hørte sig ligesom til, når man var en humanistisk, idealistisk og poetisk dommedagsprofet in spe. Hun var ligeglad med mine profetier og smækkede vredt med døren.
Jeg skrev stædigt videre på min gamle skrivemaskine. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at skifte den ud med noget mere moderne, for alle vidste jo, hvad teknologisk udvikling kunne føre med sig af orwellske ulykker. Ingen computer til mig, nej tak, og heller intet fjernsyn til at sløve sanserne og indoktrinere masserne. Ingen radio som smagsdommer og overfladisk nyhedsformidler. Kun et stereoanlæg og en bogreol.
Det var en mærkelig fornemmelse, da jeg vågnede op efter en anden nytårsaften tyve år senere. Det er stadig mørkt, og jeg går rundt i lejligheden uden at tænde lyset. Fra alle afkroge af stuen bliver jeg betragtet af små, lysende øjne. Nogle er røde og gule, andre er grønne og orange. De blinker levende og medvidende til mig. Alle de små lamper, der fortæller mig, at teknologien står på standby. Det altid uundværlige stereoanlæg har fået følgeskab af TV, video, DVD, trådløse telefoner, scanner, CD-brænder, router og adskillige computere.
Endnu søvndrukken tænker jeg på den bekymring for teknologien, der var så alvorlig for tyve år siden. Bekymringen for, om teknologien ville føre overvågningssamfundet med sig. Jeg må flovt indrømme, at jeg lagde de idealistiske overbevisninger på hylden og overgav mig til teknologien. Jeg ved ikke, hvornår det skete, men på et tidspunkt opdagede jeg, at den teknologiske udvikling ikke nødvendigvis fører tingsliggørelsen af mennesket med sig. Teknologien er selvfølgelig en hjælp og et redskab. Jeg siger ”selvfølgelig”, for hvem kan i dag forestille sig et liv uden? Selv det mindste strømsvigt kaster os jo øjeblikkeligt ud i en tilstand af hjælpeløshed.
Konklusionen er, at dommedag udeblev, og lige meget, hvor mange gange vi skreg ”no future”, så kom fremtiden alligevel. 1984 viste sig at være et helt almindeligt år. Det orwellske overvågningssamfund blev ikke indført fra den ene dag til den anden – og ærligt talt, hvem havde egentlig også regnet med det?
Men måske skete der alligevel noget i 1984. Der blev pludselig trådt lidt hårdere på gaspedalen til den teknologiske udvikling, den begyndte at accellere, og siden er accelerationen blevet ved med at stige i styrke. Det skræmmende i den sammenhæng er, at det ikke rigtig er til at få øje på, hvem det egentlig er, der træder på gaspedalen. På en måde gør vi det alle sammen på en gang i fællesskab og på samme tid er det, som om ingen gør det. Som om det er en usynlig entitet. Vi sætter alle sejl til hver især for at følge med udviklingen, og på den måde presser vi den frem, samtidigt med, at den truer med at tage magten fra os.
Det er så let at komme til at bruge alle sine personlige og intellektuelle ressourcer på at forsøge at følge med i en udvikling, der bare drøner derudaf med hundredetusind kilometer i timen. Det er så let at godtage det hele uden refleksion, for hvem har tid til at reflektere over noget som helst. Vi må jo videre og kan ikke spilde tiden med unyttig eftertanke.
Uden eftertanke, uden omtanke. Målløs. Det vil sige uden mål. Det kan blive et nutidigt mareridt af orwellske dimensioner: En teknologisk udvikling, der sanseløst suser frem uden at nogen ved eller bekymrer sig om, hvor den vil bringe os hen. Vi løber bare bagefter med tungen ud af munden, og så mangler vi en pause, hvor vi lige kan trække vejret. Et åndehul. Tid til at tænke over, hvad vi vil bruge udviklingen til. For den kan altid bruges på flere måder, og den kan altid bringe os forskellige steder hen.
Vi ved det jo godt: Internettet er genialt til informationssøgning og til markedsføring. Men internettet kan også være et mødested for pædofile eller et forum for terrorister. Mobiltelefoner er fantastiske redskaber til kommunikation. Men de kan også bruges som instrumenter til overvågning eller grov mobning. TV og radio kan holde os orienteret om vigtige verdensbegivenheder, men medierne kan også kommercialisere menneskelig ulykke. Aviser kan formidle lødige artikler eller sensationsjournalisme. Vi kan zappe fra dokumentar til realityshow til storfilm på et splitsekund.
Vi har en meget stor valgfrihed i dag, også når vi vælger, hvordan vi vil bruge teknologi. Den rivende teknologiske udvikling kan bringe os ud over kanten og ind i Orwells roman. Men den behøver ikke at gøre det. Teknologien muliggør overvågningssamfundet, men den nødvendiggør det ikke. Den kan også give os meget stærke redskaber, som kan hjælpe os i en anden retning. Det afgørende er, at vi benytter os af vores frihed til at vælge.
Min søster ville have elsket det lydløse tastatur på min bærbare.
[3. præmie i essaykonkurrence på Fyldepennen.dk 2004]