Som du sikkert kan gætte, er jeg meget glad for at læse bøger. Jeg er nok det, man kalder bibliofil – et ord, der måske ikke benyttes så tit. Det kommer af de græske ord  biblíon, som betyder ‘bog’ og phílos, som betyder ‘ven’. En bibliofil kan altså defineres som en ‘person, som interesserer sig for og samler paa (smukke, sjældne) bøger’. Det er ikke en definition, jeg selv har fundet på. Den er hentet fra Ordbog over det danske sprog, bind 2, udgivet i 1920. Her hedder det videre, at det danske ord “bogelsker” er at foretrække ‘thi hvilken bogsamler, der kun kan ofre en ringe årlig sum på sin samling, tør hefte det fine fremmede ord på sig.’

Bogelsker eller bibliofil – begge betegnelser er rammende nok, når jeg skal beskrive mig selv. Jeg elsker bøger, og jeg læser meget. Virkelig meget. Jeg prøver altid at begrænse mig til at læse 2 bøger ad gangen, men det lykkes meget sjældent… Lige nu er jeg f.eks. i gang med at læse fem bøger på en gang. Mange spørger, om jeg ikke bliver forvirret og kommer til at blande det hele sammen, men det gør jeg ikke. De bøger, jeg læser, er alle meget forskellige og hører hjemme i hver sin sammenhæng: Om morgenen læser jeg én bog, gerne faglitteratur eller svært tilgængeligt stof, for jeg er mest modtagelig for ny viden ved dagens begyndelse. I dagens løb læser jeg gerne i en eller flere romaner, når jeg har en ledig stund eller to. Om aftenen står den på lidt let læsning, inden jeg lukker øjnene og dagen slutter.

Findes der da noget bedre end at tage en ny bog mellem hænderne, mærke forsiden under fingerspidserne og for første gang bladre gennem de glatte, knitrende sider? Eller at finde en smuk, antik bog i yndlingsantikvariatet – eller endnu bedre: På et loppemarked, hvor man kan erhverve sig denne skønne skat til en god pris? At bære den nye bog hjem og finde den perfekte plads på bogreolen, hvorfra den står og kalder på at blive læst. At bevæge sig så dybt ind i bogens fortællling, at man lærer at kende og elske historiens karakterer og egentlig savner dem lidt, når man vender det sidste blad? Nej, der er vist ingen tvivl om, at jeg er bøgernes ven.

Men pladsen på bogreolen er desværre begrænset, så jeg lader kun de smukkeste og mest elskede bind få en fast plads der. Selv de bedste historier skal sommetider videre ud i verden og opleves af andre bogelskere – og så sætter jeg dem til salg. Hvis du mangler noget til din bogreol derhjemme, kan du besøge min bogkafe og se udvalget igennem. Måske er der lige den bog, du mangler – og ellers kommer der hele tiden nyt til.

En anden måde at spare på pladsen på bogreolen, er naturligvis min højt skattede ebogslæser, som jeg har med mig overalt. Til at begynde med var jeg skeptisk: Det var jo ikke en rigtig bog, syntes jeg. Men nu er jeg kommet til kort og har skiftet mening. Jeg elsker denne lille elektroniske dims, der lader mig bære et helt bibliotek rundt i tasken. Det har aldrig været nemmere at læse, når man er på farten – eller at være sikker på at have nok læsestof med, når man rejser ud i verden.

En yderligere fordel ved e-bogslæseren er, at det ofte er billigere at købe e-bøger end traditionelle bøger – især hvis man gerne læser på engelsk. Hvis man som jeg er glad for at læse klassikere, er der også rigtig gode muligheder for at finde dem ganske gratis som e-bog. Jeg har for eksempel for nylig anskaffet mig Orwells 1984 – som du måske husker, at jeg har sat mig for at genlæse – uden at betale så meget som en øre for den.

Da jeg således er meget glad for min e-bogslæser var det naturligt, at min digtsamling Det Gyldne Bæger i første omgang udkom som e-bog. Du kan netop nu købe den hos Saxo.com til nedsat pris – kun 73,12.  Klik her for at købe.

Men hvis du nu ikke har sådan en e-bogslæser… Så er der godt nyt til dig. Du kan nu erhverve dig Det Gyldne Bæger i papirform – sådan en god gammeldags bog som man kan bladre i. Det er nu heller ikke så dårligt, når jeg selv skal sige det – og du kan købe den lige her til en introduktionspris på kun 89,95, hvilket er 10% under normalprisen.