En af de sætninger, jeg hører allermest, er: “Det har jeg ikke tid til!” Jeg siger det også selv alt for ofte. Og det er der ikke noget at sige til, for vi lever alle sammen travle liv, og vi lever i en verden, hvor tingene går hurtigt. Meget hurtigt. Det er noget, jeg kommer til at tænke over, når jeg kaster mig ud i et projekt som Camp NaNoWriMo og forpligter mig selv til at skrive 50.000 ord på en måned. Har jeg virkelig tid til det? Hvordan kan det lade sig gøre? Er jeg overhovedet rigtig klog?

Selvom jeg er meget hurtig på tasterne, så er der i sagens natur også en kreativ proces involveret, og det betyder, at jeg skal afsætte et sted mellem en og to timer hver evig eneste dag for at nå mit mål. Det er ret meget at presse ind ved siden af arbejde, familie, venner, hus og hjem. Det skal jo altsammen passes.

Alligevel når jeg det, og jeg er helt sikker på, at du også kan finde tid til at arbejde for dine mål, hvad de end måtte være. Gennem tiden har jeg fundet ud af, at de overvejelser, jeg gør mig i forhold til at få tid til at nå mit mål – at skrive – også gælder på andre livsområder. Vi har alle forskellige mål, og vi har alle svært ved at få tid til det hele. Måske synes du også, at du alt for ofte griber dig selv i at sige: “Det har jeg ikke tid til!”? Så kan du prøve at stille dig selv disse spørgsmål:

  1. Er det virkelig mit mål?
    Det kan synes indlysende, men dette spørgsmål er det vigtigste af dem alle. Før du går rundt og ærgrer over, at du ikke har tid nok til dette eller hint, så gør det klart, om “dette eller hint” virkelig er noget, du ønsker. Den amerikanske iværksætter, forfatter og foredragsholder Jim Rohn har udtrykt det meget rammende: “If you really want something, you will find a way. If you don’t, you will find excuses.” Sagt på en anden måde: Når du siger, at du ikke har tid, er det måske i virkeligheden fordi du ikke rigtig har lyst.

    Det kan lyde hårdt at kalde det en dårlig undskyldning, når vi siger, at vi ikke har tid, for der står virkelig meget på to-do-listen. Men når alt kommer til alt,  er det et spørgsmål om prioriteter. Hvis du virkelig mener, at det mål, du har sat dig, er noget du inderligt vil, så skal du gøre det til din første prioritet. Altid. Hvis du vil skrive en bog eller bygge en carport eller strikke en islandsk sweater, så lad være med at vente, til der kommer et hul i kalenderen, for det kommer ikke til at ske. Dit mål er din første prioritet. Det er det, der står allerøverst på todo-listen. Det kan godt være, at du har så mange andre forpligtelser i dit liv, at du ikke kan afsætte mere end tyve minutter om dagen til at arbejde med dette mål, men det er stadig det vigtigste og – om muligt – det første, du går i gang med, når du står op om morgenen. Også selvom det bare er i tyve minutter.

  2. Hvad stjæler min tid?
    Hverdagen er fuld af tidsrøvere, og dem skal du prøve at undgå – eller i hvert fald minimere. Mest oplagt er selvsagt de sociale medier, streamingtjenester, e-mails og fjernsynskiggeri. Nu tænker du måske allerede, at du overhovedet ikke har lyst til at undvære alle disse herligheder, og det behøver du sådan set heller ikke. Du skal bare ikke lade dem stjæle din tid. De skal være dine tjenere, men du skal ikke tjene dem. Du skal bruge internettet, mail, sociale medier og så videre på dine præmisser.

    Der er mange små fif, du kan benytte dig af, for at beskytte din tid mod røveri: Slå notifikationer fra på din telefon eller benyt funktionen Forstyr Ikke. Beslut, hvornår du læser og besvarer emails, og hold det indenfor en afgrænset tidsramme. Man kan godt sætte en alarm for at undgå, at man pludselig er dybt begravet i det seneste nyhedsbrev om polarforskning, som ganske vist er vældig interessant, men ikke særlig relevant for dit mål om at bygge en carport. Læg dit eget TV-program for at begrænse den tid, du bruger på fjernsyn og streamingtjenester. Du kan eventuelt skrive ind i din kalender, hvornår du vil se den gode film eller det interessante TV-program, så det bliver en hyggelig aktivitet, du kan se frem til, uden at skærmen stjæler al din dyrebare tid. Hvis du er omhyggelig med brugen af elektronikken omkring os, kan du finde en sand guldgrube af tid, som du kan bruge til det, dit hjerte banker for.

  3. Kan jeg undvære andre aktiviteter, som har lavere prioritet?
    Når du har ryddet ud i tidsrøverne, kan du begynde at kigge på, hvordan du ellers bruger din tid. Vi kender alle sammen fornemmelsen af, at dagen flyver afsted, og den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået en uge, en måned eller et år, mens vi undrer os over, hvad i alverden vi har brugt vores tid på. For vi har da hverken skrevet en bog eller bygget en carport. Det kan godt være en idé at føre en journal i en uge eller to for at klarlægge, hvordan du bruger tiden i det daglige. Måske vil du blive overrasket over, hvilke aktiviteter, der fylder mest, og hvor lang tid, du egentlig bruger på dem. Så skal du igen til at prioritere: Er der noget af det, som du bruger tid på, du kan undvære helt? Eller gøre lidt mindre af? Er der noget, du kan få hjælp til? Er der noget, du kan betale dig fra?

    Et oplagt eksempel er rengøring. Alle vil gerne have et rent hjem, men det tager også rigtig lang tid. Kunne du bede om, at din familie gav en ekstra hånd, mens du arbejder på dit projekt, eller kan du skrue lidt ned for ambitionsniveauet i forhold til dit perfekte hjem? Hvis økonomien er til det, kan du måske hyre en rengøringshjælp et par gange eller tre om måneden. Indrømmet: Rengøring er et meget taknemmeligt eksempel at bruge, for hvem vil i grunden ikke gerne slippe for at gøre rent? Husk, at det lige så godt kan være behagelige, sjove og interessante aktiviteter, du ender med at vælge fra, når du kigger på, hvordan du prioriterer din tid: Måske vil du ikke gå på café så ofte, som du plejer. Måske vil du i den kommende sæson opgive aftenundervisningen i fremmedsprog eller finere fransk madlavning. Det kan også være, at du i en periode skruer ned for ambitionsniveauet på din arbejdsplads og f.eks. siger nej til ekstra opgaver, selvom de er spændende og kunne fremme din karriere. Det er ikke verdens undergang, hvis du holder pause med noget, du holder af, for i stedet at fokusere på noget, du holder endnu mere af. Selv karrieremulighederne på arbejdet forsvinder ikke fra jordens overflade, bare fordi du ikke er klar til at takke ja lige nu.

  4. Er der andet, der afholder mig fra at arbejde for mit mål?
    Når du har slukket for både mails, sociale medier og TV, og du har ansat en rengøringshjælp, og du får maden bragt ind udefra, og du har fået din bedre halvdel til at sørge for vasketøjet, og børnene smører selv deres madpakker, og du har på det skarpeste bedt chefen om ikke at lægge nye opgaver på dit bord, og du har droppet søndagens fodboldkamp og hyggeaftnerne med gutterne eller gutinderne – så skulle alt være i sin skønneste orden. Så skulle det jo være nemt nok at komme i gang med at arbejde for dit mål, ikke sandt?

    Måske er det alligevel svært. Selvom alle de ydre omstændigheder er tip-top i orden og præcis, som de skal være, kan du alligevel føle en modstand, hver gang du skal til at gå i gang. Denne modstand kan skyldes mange ting, men som regel kommer den indefra: Det kan være en følelse af dårlig samvittighed over, at du ikke gør rent/smører madpakker/laver mad/påtager dig ekstra opgaver på arbejdet. Det kan også være, at du er lidt bange for at gå i gang – for hvad nu, hvis det viser sig, at carporten bliver helt skæv, og alle naboerne vil grine af dig? Eller måske ved du bare ikke helt, hvordan du skal gribe det an. Uanset hvilken modstand, du føler indeni, så vend tilbage til spørgsmål nr. 1: Er det her virkelig mit mål? Hvis svaret er ja, så gå i gang. Tæl ned fra fem, udvælg et delmål til at starte med, find en hvilken som helst strategi, der passer til dig. Men gå i gang. Det skylder du dig selv.

Når Camp NaNoWriMo er godt i gang som nu, må jeg mange gange minde mig selv om disse spørgsmål. Det sværeste er altid at gå i gang, og det er så nemt at sige: “Det har jeg ikke tid til!” At udsætte det i håb om, at skrivelysten kommer af sig til, og at der pludselig opstår et hul i kalenderen. Men sådan er det bare ikke. Hver dag er det svært at få tid til at skrive, og hver dag må jeg vælge andre ting fra. Men jeg gør det alligevel. Jeg finder tiden.

Det kan du også.