Det er sidste dag i Camp NaNoWriMo, og det er tid til en pause og lidt munterhed. Jeg har god grund til at være stolt af mig selv. Jeg har nemlig nået mit mål: 50.000 ord. Eller for at være helt præcis: 51499 ord. Gennem hele måneden har jeg arbejdet støt og stædigt, så jeg hver dag – næsten i hvert fald – har nået det daglige mål på ca. 1500 ord. Jeg tror, det er første gang, jeg gennem en NaNoWriMo-event har skrevet så stabilt hver dag (nåja, så næsten da), så jeg synes godt, at jeg kan klappe mig selv på skulderen.

Historien om Lutzo og hendes venner skrider godt frem. Der er opstået steder, jeg ikke kendte, der har været uenigheder, jeg ikke havde forudset, og visse personer har udviklet karaktertræk, som jeg egentlig ikke bifalder. Onde besværgelser har sendt de hårdt prøvede hovedpersoner afsted tværs gennem et undertrykt og fattigt land, hvor de forfølges af Fyrstens soldater og godtfolk, der ikke ved bedre. I de kommende måneder vil jeg spændt følge med i, hvad der fremover vil ske i Mangharia… Men i dag vil jeg sende Lutzo på en lille ferie og i stedet fortælle om Nanoismer. Hvad er det nu for noget, spørger du? Her kommer forklaringen.

Under Camp NanoWriMo skriver man hurtigt. Meget hurtigt. For når målet er 50.000 ord (eller mere) på en måned, så skal man skrive ret meget hver dag.

Et hurtigt regnestykke viser, at hvis jeg skal skrive 50.000 ord på en måned, så skal jeg skrive 1613 ord om dagen (der er 31 dage i juli. Det er meget værre i april og november, der kun har 30 dage…). Jeg skriver ca. 60 ord i minuttet, hvis jeg overhovedet ikke skal tænke. Så hvis jeg kunne skrive uden at tænke, kunne jeg klare det daglige ordtal på en halv times tid, og det er jo ikke så slemt… Men det er ikke altid den bedste fremgangsmåde at holde helt op med at tænke, så jeg bruger dagligt 1 til 2 timer på projektet, som jeg nævnte i blogindlægget “Det har jeg ikke tid til”.

Og – hånden på hjertet, man bliver trods alt nødt til indimellem at vende tilbage til virkeligheden for at tage sig af forskellige detaljer som f.eks. at spise, sove, gå på arbejde, passe hus og hjem og være sammen med venner og familie.

Så man har travlt under Camp NaNoWriMo, hvis man skal nå sit mål. Det betyder, at man slår sin indre kritiker fra, og det er der flere fordele ved, som jeg allerede er kommet ind på i mit indlæg Hovedet ud af busken. Men der kan også komme meget sjovt ud af at slå sin indre kritiker fra og bare skrive derudaf. På den måde opstod begrebet Nanoisms. En Nanoisme er kort fortalt noget værre vrøvl og sludder, som kommer ind i din tekst, fordi du skriver så hurtigt og ikke giver dig af med at rette, imens du skriver. Sådanne slå- og tastefejl kan sommetider være ufrivilligt morsomme – og så er det en Nanoisme.

Gennem hele måneden har jeg gemt på nogle af de Nanoismer, der sneg sig ind i min historie undervejs, og her er nogle af dem, jeg synes er sjovest – gæt selv, hvad der i virkeligheden skulle have stået:

Agnete løb lige i hælene på ham og holdt fast i hans høns.
… Det må alligevel være lidt svært at løbe og holde fast i høns samtidig.

“Her er også fisk,” sagde han med et snøret grin.
… Måske havde han været ude med snøren?

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg som varm og ung travede rundt om både søen og engen.
… Man kan jo også nemt blive varm, når man sådan traver afsted.

Hun havde salt ikke hørt…
… Det lyder nærmest som noget, Yoda kunne have sagt. Hvis han altså kan høre salt.

Lutzo var dødtræt efter at have våget og intet i tre nætter.
… Våget og intet…? Er det mon titlen på en russisk roman?

Uden ordentligt tøj på troppen.
… Hvad siger troppeføreren til det?

Noget fik ham pludselig til at spise ører.
… Uha!

Den anden mulighed var at gå gennem suppen.
… Det kan umuligt være rart…

Forbipasserende uden rent mel i posten.
… Måske bare nogle breve i stedet for?

Du kan finde mange flere Nanoismer på NaNoWriMo’s forum. Det er topunderholdende, så klik dig ind, hvis du trænger til et godt grin. Du skal ganske vist være oprettet som deltager for at komme ind på de forskellige fora – men så kan du jo passende skrive en roman til november, når nu du alligevel er der…