“Den dårlige stemning med øjne, der er gule, forsvinder så snart vi begynder at jule!” Husker du Krummernes Jul? Oppe hos nisserne boede den dårlige stemning under sengen, og den voksede sig stor og stærk, når børnene ikke troede på Julemanden og derfor ikke sendte breve til ham.

I mange familier titter sådan nogle øjne frem fra deres plads under sengen, hvor de er gemt væk i den søde juletid. Julen stiller fordring om, at vi hygger os. Som MC Einar sarkastisk udtrykte det i Jul, Det’ Cool: “…men de hygger sig – S’FØ’LI’ gør de det!” Underforstået: Vel gør de ej… De har nemlig alt for travlt. Stress, jag, gaveindkøb og en stræben efter den perfekte familiejul er alt sammen med til at gøre svære ting endnu sværere. Alt det, vi går og tumler med i hverdagen, bliver tusind gange sværere i juletiden, og vi strækker os til det yderste for at gemme det godt af vejen under sengen. Men svære ting næres af tavshed. Det er derfor, den dårlige stemning vokser og trives i sit skjul. Det er derfor, vi nikker genkendende til Paprika Steens film Den tid på året. Vi kender alle sammen den julekatastrofe, der udspiller sig deroppe på lærredet, og vi spejler os i den.

I nyhederne kan man læse om børn, der nægter at tilbringe juledagene med deres forældre, fordi alkoholen flyder alt for rigeligt. Et rekordstort antal familier søger om julehjælp, og år for år stiger antallet af selvmord, depressioner og kriser omkring juletiden, der ellers skulle være så sød.

Så hvor er freden henne? Kærlighedsbudskabet og nærværet?  Vi ved jo godt alle sammen, at Julen er hjerternes fest og alt det der, så hvorfor er det så svært for os at være til stede? Hvordan kan vi holde de gule øjne under sengen i ave? Det ville jo også føles forkert at bruge juledagene og den dyrebare tid, vi tilbringer med familie og venner, på at italesætte alle vores problemer og bekymringer og elendighed. Der er så absolut intet i vejen med at gøre sig umage for, at Julens samvær skal være godt og rart og kærligt. Det, som jeg tror, at Julen kan gøre, er at minde os om hvordan resten af året også kunne være – hvis vi lige netop gør os umage. Man kan sagtens skrue ned for kravet om, at man for enhver pris skal hygge sig og i stedet skrue op for et stille samvær. Så følger nærværet med, og den dårlige stemning under sengen skrumper ind til ingenting gennem kærlige og omsorgsfulde ord.

Julens budskab handler om kærlighed og fred, det ved vi alle sammen. Men hvad skal vi stille op med den kærlighed? Hvor skal vi lede efter den? I Brené Browns skønne bog Glæden ved at være uperfekt  opstiller hun følgende definition af kærlighed:

Kærlighed er ikke noget, vi kan give eller få; det er noget, vi nærer og får til at gro, og kærligheden er en forbindelse, der kun kan opstå mellem to personer, når den eksisterer i den begge – vi kan kun elske andre i det omfang, vi elsker os selv.

Det har du hørt før, tænker du måske. Vi har alle til hudløshed hørt flosklen om, at man ikke kan elske andre, hvis man ikke elsker sig selv, og det er nemt blot at afvise ideen som noget sentimentalt pladder. Men læg mærke til definitionens første del: Kærlighed er noget, vi nærer og får til at gro.

Det samme kan siges om den dårlige stemning, der bor nede under sengen.

Jeg tror, at vi har en tendens til at opfatte disse ting som noget mere eller mindre statisk, som vi bærer inden i os i større eller mindre grad, men i virkeligheden drejer det sig om handlinger og aktive valg. Følelser er der ikke bare, hverken de positive eller de negative. Det er noget, vi praktiserer. Og fra definitionen af kærlighed går Brené Brown videre til dens forudsætning, nemlig selvkærligheden:

At praktisere selvkærlighed betyder, at vi lærer at tro på os selv og behandle os selv med respekt og at være kærlige og hengivne over for os selv. Det er store krav at stille i betragtning af, hvor hårde de fleste af os er mod os selv.

Og er der noget tidspunkt på året, hvor vi taler mere hårdt til os selv end netop ved højtiderne, hvor det hele skal være så perfekt? Er der noget tidspunkt, hvor det er vigtigere at huske at praktisere selvkærlighed? Vi fortjener at give os selv en pause og et pusterum. Vi fortjener et skulderklap og et kram – også inden det går løs med nytårets krav om et brag af en fest. Selv går jeg i kirke Juleaften for at nyde freden og glæden ved at synge i fællesskab, mens jeg slet ikke tænker på, om sovsen skiller, eller om sværen bliver sprød. Det blev den ikke i år, men det fik mærkeligt nok ikke verden til at gå under. Besynderligt.

I Danmark har vi ikke nogen Taksigelsesfest, men jeg synes, at vi skal bruge disse dage mellem jul og nytår til at sige tak. Find den kærlige julestemning frem, tag et par dybe indåndinger og en mental pause, mens du siger tak. Begynd med at sige tak til dig selv. Sig tak for, at du er den, du er. Du har gjort dig umage her til jul, og det har dine nærmeste også. Det er værd at være taknemmelig for.

(Dette blogindlæg indeholder affiliate links)