Det er ikke ualmindeligt at sammenligne livet med et skuespil – og den største, der har draget sammenligningen, er William Shakespeare. Du kender måske allerede citatet fra komedien Som Man Behager:

All the world’s a stage
And the men and women merely players;
They have their exits, and their entrances;
And one man in his time plays many parts.
(William Shakespeare: As You Like It)

Nu skal man jo være umådelig storladen for at modsige selveste Shakespeare, og der er da heller ingen tvivl om, at livet består af en lang række historier, som vi fortæller – om os selv og andre og til os selv og andre. Så på den måde har dramatikeren ret: Verden er virkelig som en stor scene, hvor vi alle sammen går rundt og prøver at spille vores roller bedst muligt.

Men hvad vi skal huske på er, at livet ikke er en generalprøve. Der er kun den ene forestilling. Vi kan ikke bare tage en scene om eller ændre replikkerne næste gang. Det hjælper ikke at klage over instruktøren eller at bede tekstforfatteren om at oppe sig. Vi har kun det ene forsøg, og det er dyrebart.

Sommetider er teatret fuld af overraskelser, og det samme gør sig gældende på verdens scene. Pludselig befinder du dig i en tragedie, hvor du troede, at du skulle muntre dig i en romantisk komedie. Pludselig udvikler en kabaret sig til et højstemt drama, eller et uskyldigt syngespil bliver i stedet et sørgespil. Det eneste, du ønsker dig, er et sceneskift, og du kan ikke forstå, at det ikke kommer af sig selv.

Den tekstforfatter må have misforstået det hele, tænker du.

Som på teatret ønsker du dig en pause, et intermezzo. Og det skal du give dig selv. Brug pausen på at tænke over, hvor historierne kommer fra – de historier, der på hæsblæsende vis ruller henover scenen og udgør dit livs drama. Kig godt efter. Kan du se, at historierne kommer fra dig selv?

Der er ingen dukkefører, der styrer handlingen i dit livs teaterstykke, for du er ingen marionet. Det kan i første omgang føles ret ærgerligt, når man får øje på, at man selv har bragt sig selv derhen, hvor man er – specielt, hvis man befinder sig midt i en tragedie eller et sørgespil eller noget endnu mere ubehageligt. Men tænk blot på, hvordan Pinocchio reagerede, da han opdagede, at der ikke var nogen bånd, der bandt ham. Han blev ret glad, gjorde han ikke?

Det skal du også være. For selvom det kan være træls at vide, at man selv har skrevet den scene, man er i færd med at spille, når man virkelig meget hellere ville have en helt anden rolle i et helt andet stykke – ja, så betyder det også, at du selv har magten til at skrive scenen om. Her og nu. Ingen scenemester, ingen dukkefører, ingen uduelig tekstforfatter. Der er bare dig og dit mod til at fortælle en ny historie.

Det er overhovedet ikke nemt. Du kommer uundgåeligt til at træffe nogle svære valg, du vil sætte dig selv i situationer, der gør dig bange, og sommetider vil du komme til at gå den forkerte vej, så du må skifte retning. Derfor bliver du nødt til at være modig. At være modig betyder, at du tager din historie på dig, også når den er trist og sørgelig og gør dig usikker og sårbar. For det er dine valg, din vej og din historie.

Dén opgave skal du ikke overlade til andre. Det er trods alt dit liv, og du har kun det ene. Verden er en scene, og der er ingen generalprøve. Scenen er din.