“Nå, hvordan går det så?” spørger din ven eller din kollega eller den onkel, som du ikke har set i rigtig lang tid. “Tak, det går fint,” siger du måske. Eller også trækker du bare på skulderen og mumler et “Jo tak, hovedet op og benene ned,” inden du haster videre med et blegt smil om læben.

For inderst inde ved du godt, at det ikke går spor fint, men du forstår ikke, hvorfor du føler det sådan. Du burde jo have det forrygende, ikke sandt? Du har givet den gas på arbejdet og er vellidt og værdsat. Derhjemme har du maset på med at skabe, vedligeholde og rengøre et hjem, der stråler og afspejler din personlighed. Familien er velfungerende, kærlig og smuk som et glansbillede. Du har knoklet med studier og selvudvikling, så du kan blive den bedste udgave af dig selv.

Alligevel føles det, som om der mangler noget.

Der er små ting, der glipper for dig. Du har ikke styr på din kalender og dine aftaler, du har skippet din træning i de sidste to uger, og du føler dig langt fra som den bedste version af noget som helst.

Og ved du hvad?

Det er okay.

Der er en grund til det, når den mindste lille opgave pludselig synes at tårne sig op som det højeste bjerg, og det er helt naturligt, at du faktisk ikke orker at lave den der superfood-smoothie, som du ellers har købt ind til. Økologisk og Fairtrade. Der er ikke noget galt med dig, bare fordi dine tanker flintrer og farer omkring som små uopdragne aber under din daglige meditation. Hvad så, hvis du ikke endte med at tilbringe en halv til en hel time i “zonen”? Hvad så, hvis du vælger at spise en citronmåne til morgenmad? Gør det egentlig så meget, hvis du kommer til at dobbeltbooke kalenderen og overskride dit budget for cafébesøg? Det betyder ikke andet, end at du er menneskelig, og ja, der mangler noget. Det, der mangler, er ro og tid.

Vi mennesker har kun begrænsede kræfter, og når de er brugt, skal vi lade op, før vi igen knokler derudaf. Det er bare alt for let at komme til at glemme det i vores fortravlede verden. Især hvis det, vi har allermest travlt med, er at sætte tårnhøje krav til os selv. Vi er så opslugte i jagten på det perfekte liv, at det er svært at finde trøst i forsikringen om, at alle mennesker har begrænsninger. Alene sætningen “Du er jo kun et menneske” kommer let til at skure forræderisk i ørene. Som om det var en kritik: “Du er kun et menneske.” Som om det ikke var godt nok. Som om du burde være noget mere end det. “Det er menneskeligt at fejle.” Ak, ak, ak. Hvem der bare kunne slippe for at være menneske – med al den fejlbarlighed, der følger med…

Men det er ingen kritik. Tværtimod. Din menneskelighed er det mest værdifulde, du har, og den skal du værne om. Du skal ikke prøve at være noget andet og mere end det menneske, du er. Det er vores fælles menneskelighed, der binder os sammen, og ja, mennesker har både begrænsninger og fejl. Og ja, vi bliver sommetider nødt til at sætte tempoet ned og give plads til at være både uperfekte og sårbare.

Når du pludselig befinder dig i en situation, hvor alting føles uoverskueligt, tør jeg æde min gamle hat på, at du har prøvet alt for hårdt alt for længe. Der er ikke noget at sige til, at du føler dig udmattet og trist. Det er godt gået, alt det, du har gjort, og nu skal du give dig selv tid. Du behøver ikke absolut at have det godt og sprudle af energi og overskud hele tiden, ikke engang selvom det ser ud, som om alting kører på skinner for dig. Så næste gang, nogen spørger dig, hvordan du har det, kan du jo være ærlig og sige, at du føler dig lidt overvældet. At du er træt og udkørt. At du trænger til en pause, og at du har fortjent den. Eller hvis du virkelig ikke orker en alvorlig snak med den person, der har spurgt dig, så kan du lyve og sige, at du har det fint. Det er også okay.

Du behøver ikke altid at have hovedet op og benene ned. Nogen gange har du brug for at ligge på langs. På en sofa. Med et blødt tæppe over dig og blid musik i baggrunden.

Slap af og giv tid.