I USA fejrer man poesien under National Poetry Month hvert år i april. Ideen blev introduceret i 1996 af Academy of American Poets for at fremme kendskabet til poesien og påskønnelsen af, hvad den har at tilbyde.
Noget tilsvarende findes ikke i Danmark – men hvorfor egentlig ikke? I en hektisk verden kan vi alle bruge den lille pause, som poesien kan give os. En pause, der kan bruges til mange ting. Måske har vi brug for at vise verden vores sårbarhed. Måske skal vi rase ud over dette eller hint. Måske søger vi efter svar på livets svære spørgsmål. Eller måske har vi blot brug for et pusterum med plads til stille eftertænksomhed. I 1999 udnævnte UNESCO d. 21. marts til at være International Poesi Dag. Men hvorfor nøjes med én dag, hvis man kan få en hel måned? Og hvilken måned er vel bedre til at fejre poesien end netop april med forårets spirende liv og lys?
I USA (og siden 1999 også i Canada) bruger forlag, boghandlere, skoler, biblioteker og litterære organisationer National Poetry Month til at promovere poesi gennem udgivelser, undervisning, oplæsninger og en opfordring til at skrive et digt hver dag gennem hele måneden. Jeg vil gerne slå et slag for udbredelsen af ideen her i Danmark og markerer Poesiens Måned med udgivelsen af min første digtsamling. Du kan læse mere om den her på siden d. 1. april.
Hvad med dig? Har du selv en digter i maven eller kender du til nye udgivelser, oplæsninger eller andre events, der fejrer poesien i Danmark? Så vil jeg blive glad for at høre om det i en kommentar. Måske kan vi så et frø til, at april også i Danmark bliver en ganske særlig måned for de af os, der holder af poesi.
Skriv et svar