Lyset spredes i stråler
og forlader sin døende kilde
Alt eksploderer i flammende rødt
Stilheden sænker sig og fortæller:
At alting flyder nu og udviskes
Og jeg –
jeg vil græde ved dit bryst
for den skabermagt der gik tabt…
Ordene er skarpe
som et pludseligt tændt lys
Alt er evigt og Intet udslettes
Et mytisk penselstrøg over himmelen
tildækker mørket med levende farver
Og du –
du finder modet
og spørger efter en mening…
Lyt til dæmpede skridt
i denne tyste verden
Alt omkring er funklende sort
men badet i stædige stråler
der stolt vedbliver at lyse
Og det –
det er min drøm, min tro
og din egen myte…
Rejs da bort
til bjergets høje tinde
Alt er dit og Ingens
som du betragter den store stjerne
der skinner på dig, din ørn og din slange
Og du –
du er min Zarathustra
kun: tal ikke til menneskene…
[tidligere udgivet i Hvedekorn nr. 3/1996]