Jeg stødte på et smukt citat, som passer alt for godt til den tid, vi lever i lige nu. En tid med krig og krise, hvor alt mange føler sig usikre og utrygge. Måske er der også alt for få, der føler sig forbundet til hinanden. Som føler sig hjemme i deres egen verden. Citatet stammer fra bogen Possesing the Secrets of Joy af Alice Walker. Jeg indrømmer, at jeg ikke har læst bogen, men jeg føjer den straks til min læseliste, og for nu må jeg så nøjes med at fundere over det lille citat, som siger så meget:
How sad now never to see men holding hands, while everywhere one looks they are holding guns.
I de seneste uger og måneder er der opstået en lang række helt nye ord, og de begynder alle sammen med corona: Corona-krise, corona-hjælpepakke, corona-kram, corona-konkurs, corona-stress, corona-job og ikke mindst corona-træthed. For ærlig talt, er du ikke bare træt af, at verden står på hovedet? 
Noget af det sværeste her i livet er afsked. Det er også noget, der er uundgåeligt. Uden undtagelse vil vi alle gennem livet blive nødt til at tage afsked. Mange gange, endda. Vi tager afsked med ting, steder og mennesker, som vi elsker. Og hver gang gør det ondt, fordi vi efterlader et lille stykke af vores hjerte. 
“Den dårlige stemning med øjne, der er gule, forsvinder så snart vi begynder at jule!” Husker du 
Lad mig tegne et karrikeret billede af en person, du helt sikkert har mødt – eller i hvert fald har hørt om. Det er en kvinde i midten af tyverne, og hun er single. Hun går ind imellem ud på en date, ikke så tit, men dog ofte nok. Indtil videre har hun ikke mødt nogen, som kan sætte hendes hjerte i brand. Men så en aften møder hun HAM.